Vi er omfattet af elektrikeroverenskomsten og har en pensionist, der gerne vil arbejde hos os nogle timer om ugen. Men hvordan griber vi det an, når han får sin folkepension?
En person der modtager folkepension eller efterløn, kan bevare tilknytningen til det danske arbejdsmarked i et begrænset omfang.
I har som virksomhed mulighed for at ansætte en pensionist til at arbejde et begrænset antal timer ugentligt. I tilfælde af, at I vælger at ansætte en medarbejder, der har opnået pensionsalderen, eller allerede er gået på efterløn, skal der indgås en skriftlig individuel aftale.
I forbindelse med udarbejdelsen af ansættelsesvilkårene er det først og fremmest vigtigt at tage stilling til arbejdstiden. Der skal aftales et ugentlig antal timer, så registrering af arbejdstid og fravær kan ske systematisk, således at der forelægger dokumentation ved sygdom og ferie.
Den pågældende medarbejder har mulighed for at vælge at udelade opsparing af søgnehelligdags-/fritvalgsbetaling samt pensionsbidrag, så det i stedet udbetales løbende som løn. Omlægningen af søgnehelligdags-/fritvalgsbetaling og pensionsbidrag er omkostningsneutral for virksomheden, da den ikke ændrer det overenskomstmæssige beregningsgrundlag.
Medarbejderen skal dog være opmærksom på, at indkomsten kan påvirke pensionstillægget – medarbejderen bør selv undersøge konsekvenserne via borger.dk eller pensionsmyndighederne.
Det er endvidere vigtigt, at tage stilling til opsigelsen af aftalen.