Vi har GPS installeret i vores firmabiler. Må vi bruge GPS-data til at kontrollere, om medarbejderne bruger bilen privat eller ikke følger arbejdsdagen?
Når I som virksomhed ønsker at anvende GPS i firmabiler til at kontrollere medarbejdernes adfærd, betragtes dette som en kontrolforanstaltning. Det kan f.eks. være, når GPS-date bruges at kontrollere om bilen bruges privat, om medarbejderen følger arbejdstiden eller om der forekommer unødvendige omveje. Sådanne kontrolforanstaltninger skal varsles med 6 uger, før kontrollen må tages i brug.
Varslet bør gives i form af et varslingsbrev til hver enkelt medarbejder. Varslingsbrevet skal tydeligt informere medarbejderne om:
Formålet med GPS-overvågningen
Retsgrundlaget
Hvilke oplysninger der registreres
Hvornår der registreres
Hvem der har adgang til oplysningerne
Hvor længe oplysningerne opbevares
Hvilke konsekvenser det kan have, hvis politikken ikke overholdes
Privat kørsel
Hvis firmabilen må bruges privat, skal virksomheden sikre, at GPS’en enten kan slukkes eller har en “privat-tilstand”, så der ikke sker overvågning af medarbejderen i fritiden. Overvågning uden for arbejdstiden betragtes som et indgreb i privatlivet og er som udgangspunkt ikke tilladt.
GPS-overvågning i firmabiler
I bør desuden have en skriftlig GPS- eller bilpolitik, som beskriver formålet med GPS’en, rammerne for brugen, opbevaringsperioder, adgangsforhold og konsekvenser ved misbrug. Politikken bør udleveres til den enkelte medarbejder og dokumenteres som implementeret.
I praksis betyder det, at GPS gerne må bruges til drift, dokumentation og optimering – men hvis GPS-dataen derimod bruges til personalesager eller til at føre kontrol, skal virksomheden sikre et sagligt og proportionalt formål. Desuden skal varslingsfristen på de 6 uger overholdes, medarbejderne skal informeres tydeligt og GPS-dataen kun anvendes inden for de formål, der er angivet i det udstedte varslingsbrev.