Vi er en lille virksomhed som har meget tillid til hinanden. Vi har dog en fornemmelse af, at en medarbejder både tanker vores firmabil og sin private bil med vores benzinkort. Der er mange transaktioner tæt på hinanden og nogle gange flere på én dag. Dette er påfaldende, og vi ved ikke, hvordan vi skal reagere. Vi har først fået transaktionerne i dag, og vi ved, at vi skal handle hurtigt, men hvad gør vi?
Mistanke om misbrug af firmaets benzinkort er en alvorlig sag, der kan få betydelige ansættelsesretlige konsekvenser for medarbejderen. Det er, som I selv nævner, derfor vigtigt at reagere hurtigt og korrekt, når der opstår mistanke.
Dokumentation af misbruget
Først og fremmest er det vigtigt at sikre, at der er dokumentation, der understøtter mistanken om misbrug. Dette kan være:
Kvitteringer eller fakturaer, der viser unødvendige eller uautoriserede køb.
Kameraoptagelser eller andre visuelle beviser fra tankstationer eller relevante steder.
Kørebøger eller GPS-data, der viser, at bilen har været brugt uden for virksomhedens arbejdsopgaver.
Det er afgørende, at indsamlingen af beviser sker i overensstemmelse med gældende lovgivning og de kontrolforanstaltninger, der er varslet i jeres virksomhed.
Samtale med medarbejderen
Når beviser er indsamlet, skal man indkalde medarbejderen til en samtale. Under samtalen fremlægges mistanken og den indsamlede dokumentation, og medarbejderen får mulighed for at forklare sig. Det er vigtigt at sikre, at medarbejderen får en fair chance for at imødegå mistanken.
Husk at føre referat af samtalen, da det kan være en vigtig del af den videre håndtering af sagen.
Vurdering af konsekvenser
Afhængig af alvoren af misbruget, kan de ansættelsesretlige konsekvenser variere. Man kan agere på følgende måder:
Advarsel: Hvis misbruget er mindre alvorligt og medarbejderen ikke tidligere har modtaget advarsler.
Opsigelse: Hvis misbruget er mere alvorligt, men ikke nødvendigvis berettiger til bortvisning.
Bortvisning: Hvis der er tale om alvorligt misbrug, som kræver øjeblikkeligt ophør af ansættelsen.
Når man vurderer konsekvenserne, bør man tage hensyn til faktorer som omfanget af misbruget, medarbejderens anciennitet, arbejdsindsats samt eventuelle tidligere advarsler for lignende misligholdelse af ansættelsesforholdet.
Meddelelse af beslutning
Når beslutningen er truffet, skal medarbejderen informeres skriftligt om den valgte konsekvens og den bagvedliggende begrundelse. Meddelelser om opsigelse skal gives i overensstemmelse med de gældende opsigelsesvarsler, mens bortvisning sker med øjeblikkelig virkning.
Opfølgning og kontrol
Hvis man vælger at give en advarsel, er det vigtigt at følge op på medarbejderens adfærd for at sikre, at misbruget ikke gentages. Det kan være nødvendigt at implementere en systematisk kontrol af brugen af benzinkortet fremover.
Kontakt TEKNIQ for konkret rådgivning
Har du brug for konkret rådgivning i forbindelse med mistanke om misbrug af firmaets ressourcer, kan du altid kontakte TEKNIQ på 43 43 60 00.
Vi kan hjælpe med at sikre, at I håndterer situationen korrekt i overensstemmelse med gældende regler og praksis.