En nylig kendelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet har sat sagsbehandlingen af ansøgninger om nye jordvarmeanlæg i stå over hele landet. En afgørelse på baggrund af fejltolkning, mener TEKNIQ, der arbejder på en hurtig løsning.
Det så lyst ud for jordvarmebranchen der, efter en årrække med restriktive krav, havde fået gang i salget og installationen af jordvarmeanlæg i Danmark. Men en ny kendelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet har skabt usikkerhed i hele markedet, fortæller Niels Peter Skov, formand for Varmepumpeindustrien.
- Nu har vi endelig set en positiv fremgang for jordvarmeanlæg, der blandt andet bliver brugt meget ved nybyggeri, og så standser salget op, det er virkelig en skam. Så jeg håber, at Miljøstyrelsen finder en løsning hurtigst muligt, siger Niels Peter Skov.
Indtil nu har kravet i den aktuelle bekendtgørelse, været, at der skulle være mindst 50 meter mellem en jordvarmeslange og en drikkevandsboring.
Men den 22. august skærpede en kendelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet kravet, så der nu også skal være 50 meters afstand fra jordslange til hoved-, forsynings- og stikledninger til drikkevand.
Det betyder, at jordslangernes placering på matriklen og indføring i bygning ikke mulig, og det har sat en stopper for tilladelser til udlægning af jordvarmeslanger, fortæller Birger T. Christensen, teknisk konsulent i TEKNIQ.
- Et krav om mindst 50 meter til stikledning for drikkevand og jordslanger er ikke teknisk muligt på matrikler for almindelige enkelthuse, og slet ikke ved indføringen i bygningen. Det er en fejlbegrundet afgørelse med meget stor betydning for markedet, og der skal findes en løsning hurtigt. Derfor er TEKNIQ også i dialog med Miljøstyrelsen om sagen, siger Birger T. Christensen.
Efter kendelsen er afsagt, har en lang række kommuner sat sagsbehandlingen af jordvarmeanlæg i bero, indtil der er fundet en afklaring af problemstillingen, skriver Børsen.
Klage fik stor betydning
Sagen begyndte med en klage fra et vandforsyningsselskab i Næstved over et planlagt jordvarmeprojekt.
Forsyningsselskabet var bekymret for, at et konkret jordvarmeanlæg, der var frostsikret med IPA-sprit, ville forurene en hovedvandledning og dermed drikkevandet. En frygt, som Birger T. Christensen kalder ”urealistisk”.
- Jeg er overrasket over, at kendelsen er afsagt med afsæt i en fejlfortolkning af drikkevandslovgivningen, som på sigt kan skade den grønne omstilling. Derfor er jeg overbevist om, at Miljøstyrelsen arbejder på en hurtig løsning, så jordvarme igen kan etableres, siger Birger T. Christensen.
Imens holder jordvarmebranchen vejret og håber, at kunderne ikke skifter mening og vælger et andet varmeanlæg til deres bolig.
- Den her afgørelse har skabt en masse forvirring, særligt hos forbrugerne, som går glip af muligheden for at anvende jordvarme, med alle de fordele, det giver. Skal man vente på, at den her situation bliver løst, og hvor længe skal man vente? Når man ikke kan give et klar svar, så vælger forbrugere og installatører måske en anden løsning. Og det er selvfølgelig utilfredsstillende, at vi står til at miste kunder, fordi der er sket en fejlfortolkning af reglerne, siger Niels Peter Skov, der også er kommerciel direktør for Vølund Varmeteknik.