Fra 21. december 2025 træder nye regler i kraft, som betyder, at alle personer, der udfører asbestarbejde – uanset opgavens størrelse – skal have gennemført en obligatorisk uddannelse og være i besiddelse af et uddannelsesbevis. Kravet gælder både ved klassisk nedrivningsarbejde og i forbindelse med eksempelvis opsætning af solceller på asbesttage eller boring i vægge med asbestholdigt klæbemateriale.
Baggrunden er en opdatering af de danske arbejdsmiljøregler som led i implementeringen af EU-direktiv 2009/148/EF. Du kan læse mere om ændringen af bekendtgørelsen her.
Det indebærer en ny struktur for uddannelser på området med to certificerede uddannelsestyper:
Den nye kortere uddannelse vil være obligatorisk ved en række opgaver, som ikke tidligere krævede formel uddannelse. Det gælder for eksempel:
Opsætning af solceller på asbesttag
Boring i vægge med asbestholdig materialer, fx ved etablering af ladestandere
Indkapsling af beskadiget asbestisolering
Rengøring af ventilationskanaler med asbest
Fjernelse af asbestforurenet materiale på lofter
Kortvarigt nedrivningsarbejde, der er undtaget fra autorisationskravet
Uddannelsen skal efter bekendtgørelsen være let forståelig og tilpasset deltagerens erhverv og konkrete opgaver. Indholdet vil blandt andet omfatte asbestens sundhedsfare, korrekt brug af værnemidler og procedurer for bortskaffelse af asbestaffald.
Webinar om nye regler
TEKNIQ afholder et online webinar om den nye asbestuddannelse, hvor virksomheder kan få overblik over reglerne og få svar på spørgsmål om, hvem der skal tage hvilken uddannelse, og hvordan man dokumenterer den korrekt. Webinaret er gratis for TEKNIQs medlemmer og afholdes den 27. august 2025. Du kan tilmelde dig her.
Tydelig pligt til dokumentation
Arbejdstilsynet understreger, at alle, der udfører asbestarbejde, fra december 2025 skal kunne dokumentere deres uddannelse. Har man allerede gennemført den eksisterende AMU-uddannelse i nedrivning, opfylder det fortsat kravene – også til den nye, kortere uddannelse. Uddannelsesbeviset kan dog kræves fornyet, hvis det vurderes nødvendigt.
Nye regler kræver planlægning
Bekendtgørelsen er udstedt 1. juli 2025. Uddannelserne udbydes via AMUKURS.dk, og der vil løbende blive oprettet nye datoer og steder i takt med at skolerne får oprettet uddannelsen. Virksomheder, der arbejder med renovering, installationsopgaver eller nedrivning, bør allerede nu danne sig overblik over, hvilke medarbejdere der skal gennemføre hvilken uddannelse – og planlægge certificeringen i god tid.
Har du spørgsmål til, hvordan din virksomhed skal forholde sig til de nye krav, kan du kontakte TEKNIQ for at få vejledning.
Webinar om den nye asbestuddannelse
Vil du vide mere om skærpelsen af reglerne for at arbejde med asbest og den nye asbestuddannelse? Så tilmeld dig TEKNIQs online webinar "Opdatering på arbejdsmiljøreglerne for asbest - nyt uddannelseskrav".
Webinaret afholdes online den 27. august 2025 kl. 8.30 og er gratis for TEKNIQs medlemmer. Du kan tilmelde dig her.