Ny vejledning: Hold historiske bygninger brandsikre under ombygning
Publiceret:20. feb. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Social- og Boligstyrelsen er klar med et udkast til en ny vejledning, der skal styrke brandsikkerheden, når historiske bygninger renoveres. TEKNIQ opfordrer alle aktører til at give deres besyv med i høringsfasen.
Renovering er ofte den mest sårbare fase for en historisk bygning. Det er her, der er håndværkere, varmt arbejde og midlertidige installationer, samtidig med at de faste brandtekniske anlæg ofte er helt eller delvist frakoblet.
Netop denne risiko adresseres i et nyt udkast til ”Vejledning om brandsikkerhed under byggearbejder i særligt vigtige historiske bygninger”, som Social- og Boligstyrelsen nu har sendt i høring. Vejledningen skal erstatte det gamle cirkulære fra 1994 med tidssvarende retningslinjer for planlægning og kontrol.
Men en tidssvarende indsats handler ikke kun om procedurer – det handler også om de værktøjer, vi bruger.
- Vi har desværre set, hvor galt det kan gå, når ilden får fat i vores kulturarv. Derfor er det positivt, at der nu kommer fokus på en bedre planlægning og organisering af sikkerheden netop i byggefasen, hvor risikoen er størst, siger Per Reinholdt, teknisk konsulent i TEKNIQ.
Nye teknologier kan lukke sikkerhedshullet
Mens vejledningen sætter rammerne for det organisatoriske, kan smarte og mobile teknologier nemlig være den afgørende faktor, når et fast ABA-anlæg er sat ud af spillet under en ombygning.
Det gælder eksempelvis trådløse detektorer og midlertidig overvågning af røg og temperatur, der kan flyttes i takt med byggeriet.
TEKNIQ opfordrer derfor brancherne til at tænke disse muligheder ind, når de læser og kommenterer styrelsens udkast. Målet er at sikre, at reglerne bliver smidige nok til at rumme dokumenteret bedre løsninger – også dem, der ikke fandtes for 30 år siden.
- Når de traditionelle anlæg må kobles fra, skal vi ikke stå tilbage med en falsk tryghed. Her kan nye digitale løsninger give byggeledelsen overblik i realtid. Det er vigtigt, at den endelige vejledning giver plads til at bruge disse teknologier som et aktivt supplement til brandvagter og procedurer, siger Per Reinholdt.
Social- og Boligstyrelsen modtager bidrag til vejledningen frem til den 13. marts 2026. Du kan læse styrelsens udkast og give dine kommentarer her.
Bliv klogere på potentialet i IoT og trådløs sikring af historiske bygninger her.