Netselskaberne har sendt et udkast til nye tekniske krav for el-kvalitet i høring. Kravene skal gælde for produktionsanlæg og forbrugsinstallationer over 50 kW, der tilsluttes distributionsnettet.
Med de nye krav skærpes fokus på, hvor meget elektrisk støj større anlæg må sende ind i elnettet. Netselskaberne er forpligtet til at sikre den tekniske kvalitet i distributionsnettet, og derfor fastsættes der grænser for emission fra både produktionsanlæg og forbrugsinstallationer. Kravene tager udgangspunkt i Green Power Denmarks tekniske vejledninger for el-kvalitet.
For anlægsejere betyder det, at el-kvaliteten skal vurderes ved tilslutning af alle produktionsanlæg og forbrugsinstallationer over 50 kW. Anlægsejer skal beregne den samlede emission for anlægget eller installationen som en sum af bidragene fra hver enkelt enhed, som anlægget består af. Dermed bliver systematisk dokumentation af el-kvalitet et centralt krav i forbindelse med nye tilslutninger.
Når de tekniske krav er endeligt fastlagt, skal netselskaberne anmelde dem til Forsyningstilsynet til godkendelse. Inden da er høringen den primære mulighed for virksomheder, rådgivere og øvrige aktører for at påvirke de fremtidige rammer for el-kvalitet ved tilslutning af større anlæg.
For elinstallationsvirksomheder og industrivirksomheder med egne produktions- og forbrugsanlæg over 50 kW kan det derfor være relevant både at afgive høringssvar og samtidig begynde at se på, hvordan egne projekter og beregningsrutiner kan tilpasses de kommende krav.