Rejsetid og udearbejde – få den bedste ordning for jeres virksomhed
Publiceret:05. jan. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Den 14. januar afholder TEKNIQ Arbejdsgiverne et webinar om rejsetid og udearbejde – og tilrettelæggelsen og betalingen for dette. Det er et område, der kan give virksomhederne øget fleksibilitet i dagligdagen.
Mere fleksibilitet i hverdagen er ofte et ønske hos både virksomhed og medarbejdere. Og det er der gode muligheder for indenfor tilrettelæggelsen af rejsetid og udearbejde, som TEKNIQ nu inviterer til et webinar om.
- Tilrettelæggelsen og honoreringen af rejsetid og vejtid er en vigtig del af hele dén fleksibilitetsdagsorden, som er vigtig for virksomhederne at have for øje. Derfor sætter TEKNIQ nu fokus på området, siger overenskomstchef Anders Fugmann.
Elektrikeroverenskomsten, Industri- og VVS-overenskomsten og VVS-overenskomsten indeholder regler om rejse- og udearbejde.
I Elektrikeroverenskomsten og Industri-og VVS-overenskomsten er udgangspunktet, at reglerne om rejse- og udearbejde (og betalingen herfor) aftales lokalt ude i den enkelte virksomhed – og hvis dette ikke sker, så falder man tilbage på overenskomstens ordning. I VVS-overenskomsten kan overenskomstens regler erstattes af andre lokale aftaler, hvis virksomheden har en tillidsrepræsentant.
Webinaret vil gennemgå reglerne på de enkelte overenskomster, hvor konkrete forslag til modeller for tilrettelæggelsen af rejse- og udearbejde vil blive gennemgået.
Få det bredere perspektiv med
Fordi overenskomsterne lægger op til lokale ordninger, vil webinaret ikke kun komme ind på mulige konkrete ordninger, men også generelt hvordan lokalaftaler kan indgås, idet lokalaftaler er redskabet hertil.
- Vores overenskomster opererer helt generelt med mange muligheder for lokale løsninger ude på den enkelte virksomhed – det gælder både rejse- og udearbejde men som bekendt også mulighederne for en mere effektiv arbejdstidstilrettelæggelse. Vores overenskomster giver mulighed for, at virksomhederne i et meget stort omfang på de væsentligste områder kan skræddersy deres egne løn- og ansættelsesvilkår – til såvel medarbejdernes som virksomhedernes tilfredshed, siger Anders Fugmann.
Det er vigtigt at brugen af lokalaftaler i et bredere perspektiv – det kan kun gavne alle parter, mener Anders Fugmann.
- Hvorfor ikke sammenkæde en driftsmæssig fornuftig lokal ordning om rejse- og udearbejde med andre lokale ordninger? Så kan man tilgodese virksomhedernes mulighed for mere effektiv arbejdstidstilrettelæggelse og samtidig imødekomme medarbejdernes ønske om mere fleksibilitet på andre områder. Det er alene et spørgsmål om at gå i dialog og se, om man ikke kan indgå en god samlet aftale for alle parter.
Du kan læse mere om webinaret, der afholdes den 14. januar, og tilmelde dig her.