Interessen for at levere systemydelser er eksploderet med en 19-dobling på to år. En god nyhed for den grønne omstilling, men nu skal de små decentrale enheder også kobles på, lyder det fra TEKNIQ.
I et elnet, hvor elektriciteten i stigende grad kommer fra sol og vind, er der akut brug for systemydelser til at opretholde balancen, når vejret ikke arter sig, som prognoserne forudser.
Nye tal fra Energinet viser, at interessen for at byde ind på opgaven aldrig har været større.
I 2025 blev hele 744 anlæg godkendt til at levere systemydelser. Det svarer til mere end to nye anlæg om dagen og markerer en markant udvikling fra 2023, hvor der typisk gik to uger mellem hver ansøgning.
Samlet set er der tale om en 19-dobling af godkendte anlæg på blot to år.
Gartnerier og skøjtehaller byder ind
Historisk har kraftværker og elkedler stået for balanceringen, men feltet af aktører er blevet langt bredere. I dag leveres ydelsen også af store batterianlæg, gartnerier, industrielle støbeovne og endda en skøjtehal.
Hos TEKNIQ vækker udviklingen begejstring.
– De store anlæg viser, at teknikken og markedet virker. Det er positivt, at alt fra brintanlæg til gartnerier byder ind, for det øger konkurrencen og presser prisen på systemydelser ned til gavn for alle elforbrugere, siger Asser Tønnesen, klima- og energipolitisk konsulent i TEKNIQ.
Ny rolle til installatøren
Udviklingen mærkes også direkte hos medlemsvirksomhederne.
Hos Emaldo, der arbejder med både husstandsbatterier og større erhvervsløsninger, ser man et skift i markedet. Batterier og varmepumper handler ikke længere kun om energieffektivisering; de er ved at blive aktive markedsaktører.
Ved at samle mange decentrale enheder i såkaldte VPP-strukturer (Virtual Power Plants) kan selv mindre anlæg indgå i systemydelsesmarkedet.
Det betyder, at installatøren i dag ikke blot leverer et batteri, men en fleksibel energiplatform, der giver kunden to værdistrømme: Besparelser via egetforbrug og indtægter fra netstabilisering.
– Installatører spiller en nøglerolle i at få de decentrale enheder koblet på systemydelsesmarkedet. Når vi samler mange små og mellemstore batterier i en VPP, skaber vi reel netværdi – og samtidig en ny forretningsmulighed for slutkunden, siger Bjarke Henriksen, Country Manager hos Emaldo.
Potentialet ligger i de små anlæg
Mens de store industrianlæg og batteriparker baner vejen, ligger det næste store potentiale netop gemt i de mange decentrale varmepumper og batterier, der i disse år installeres i private hjem og mindre virksomheder.
For at forløse dette potentiale kræver det dog, at barriererne for de små enheder nedbrydes. Det handler blandt andet om yderligere automatisering af Energinets it-systemer, så godkendelsesprocessen ikke bliver en flaskehals, samt at tærsklen for deltagelse sænkes.
– Det næste store ryk skal komme fra de mange decentrale varmepumper og batterier. Potentialet her er enormt, men det kræver, at vi fjerner de praktiske barrierer, så det bliver mere overskueligt for mindre enheder at indgå i puljer. Hver gang en installatør leverer en fleksibel energiløsning, skaber vi i princippet en ny mulighed for elnettet, siger Asser Tønnesen.
Opgaven fremadrettet bliver at sikre, at bygninger går fra at være passive forbrugere til aktivt at bidrage til et billigere og mere robust energisystem.