Kurven peger opad for varmepumpeindustrien. Efter en udfordrende periode er salget af luft-vand og jordvarmepumper, der bruges til opvarmning af boliger, virksomheder og den offentlige sektor, vendt tilbage til vækst.
- Vi hører, at det går godt, men det er en glædelig overraskelse, at leverandørerne melder om en stigning i salget på 65% i forhold til sidste år. Vores fornemmelse er, at der finder en vis lageropbygning sted, og at vi derfor kommer til at se nogle kvartaler med et lidt lavere salg, siger Asser Tønnesen, klima- og energipolitisk konsulent i TEKNIQ.
Økonomien taler sit tydelige sprog
Bag væksten ligger også nogle særdeles gode økonomiske argumenter. En varmepumpe giver en lav varmeregning og skåner klimaet. Den giver ikke kun grøn varme – den sparer også penge.
En varmepumpe tager energien direkte ud af luften eller jorden og laver den om til varme i hjemmet og penge i forbrugernes lommer. En varmepumpe betaler typisk sig selv hjem flere gange i løbet af sin levetid.
Vækst trods usikkerhed
Markedet for varmepumper er præget af skiftende meldinger om fjernvarme, gasudfasning og støtteordninger. Alligevel vokser salget – og det sender et vigtigt signal om, at danskerne ønsker grøn opvarmning.
For at fastholde denne positive udvikling er det vigtigt med stabile politiske rammer.
- Det er håbløst, at tilskudsordningerne fungerer som de gør. Mere eller mindre ud af det blå blev der lukket for Varmepumpepuljen i november, og vi ved endnu ikke, hvor den åbner igen. Det har en stor afsmittende effekt på markedet, og det duer altså ikke. En fradragsordning er og bliver mere forbrugervenlig, og heldigvis er det noget, som Energistyrelsen sidder og overvejer, siger Asser Tønnesen.