Hos Kragh VVS trives deres lærlinge. Det har ikke krævet storstilede strategiske indsatser. Nej, det er et naturligt resultat af en virksomhedskultur, hvor man tjekker ind med de ansatte, hvor der er kort til ledelsen, og hvor der er konsekvenser for dem, der ikke vil den ordentlige tone.
Det er vigtigt, at vi trives og går glade på arbejde. Sådan lyder mantraet hos Kragh VVS, der har formået at skabe en positiv og lærerig arbejdskultur ved hjælp af enkle indsatser – kommunikation og konsekvens.
- Vi synes ikke, at vi gør noget særligt. Det er ikke fordi, vi har en dyrt produceret strategi eller et fancy opsat lærlingeprogram. Men vi har løbende kommunikation med vores ansatte, og sørger for hele tiden at tjekke ind hos vores lærlinge og høre, hvordan det går, siger Anja Kofoed, administrativ koordinator hos Kragh VVS.
Det er en beskeden udlægning fra virksomheden, der har lagt tid og ressourcer i at sørge for læring og velvære for alle ansatte, men med et særligt øje for de yngste. Den markante prioritering af lærlingenes arbejdsmiljø starter i toppen, hvor ledelsen sørger for at have en tæt dialog med deres projektansvarlige, så de løbende kan høre, hvordan det går med både svende og lærlinge.
I den daglige fase lægger vi vægt på, at der skal være en ordentlig tone, og at lærlingene ikke ender med at lave ligegyldige opgaver.
Anja Kofoed, administrativ koordinator hos Kragh VVS
- Det hjælper os med løbende at have fingeren på pulsen, og giver os mulighed for hurtigt at træde til, hvis der er behov for det. I den daglige fase lægger vi vægt på, at der skal være en ordentlig tone, og at lærlingene ikke ender med at lave ligegyldige opgaver. De skal lære, ikke bare gå og rydde op. Hvis det er tilfældet, så tager ledelsen fat i svendene, siger Anja Kofoed.
Fagligt ansvar fylder
Netop vægten på ansvaret for læring fylder meget i vvs-virksomheden. Anja Kofoed tjekker selv løbende ind med lærlingene for en gensidig feedback med fokus på, om de får lært det, som de skal lære. Men ansvaret for læring går også begge veje, hvilket den daglige kommunikation også skal understøtte.
- Vi tager løbende en snak om, hvordan det går. Både fagligt og personligt. Vi er der for dem. Men vi holder dem også op på, at de selv skal gøre en indsats, og at det både er dem og os, der er ansvarlige for deres uddannelse, siger Anja Kofoed.
Vi er et hold. Vi skal arbejde sammen, og vi skal tale ordentligt til hinanden.
Anja Kofoed, administrativ koordinator hos Kragh VVS
Et samlet hold
Når man er ansat i Kragh VVS, ved man godt, at man løfter i flok og behandler hinanden ordentligt. Virksomheden lægger vægt på et godt arbejdsmiljø, når de har ansættelsessamtaler, så den gode tone er slået fast fra starten. Og hvis der har været ansatte, der ikke har formået at behandle folk ordentligt og i stedet skabt splid og dårlig stemning, så har man valgt at ophæve samarbejdet.
- Vi er et hold. Vi skal arbejde sammen, og vi skal tale ordentligt til hinanden. Det er heldigvis noget, som alle har taget rigtig godt imod. Alle vil gerne lærlingene og en kultur, der er for det fælles bedste. Og det er i bund og grund det, som det handler om. Det er vigtigt, at vi alle trives og går glade på arbejde, siger Anja Kofoed.