
Fra 1. juli 2025 skærpes kravene til registrering af visse elforbrugsanlæg. Det betyder mere indberetning for installatører – især ved nye installationer, der kobles på elnettet.
En ny bekendtgørelse fra Energistyrelsen træder i kraft den 1. juli 2025 og stiller øgede krav til registrering af stamdata for elforbrugsanlæg, der tilsluttes det kollektive elnet. Det gælder blandt andet varmepumper, ladestandere og batterianlæg – og det er installatøren, der skal stå for indberetningen.
De nye regler betyder, at der skal indsamles og rapporteres flere oplysninger end hidtil. Fremover skal der ikke blot oplyses om anlæggets placering og ejer, men også detaljer som fabrikat, model, effekt og øvrige tekniske specifikationer. Disse data skal anvendes i Energistyrelsens Stamdataregister, der blandt andet bruges til analyser af elforsyningssikkerhed og opfyldelse af energipolitiske målsætninger.
TEKNIQ har tidligere indsendt høringssvar til Energistyrelsen med fokus på at sikre klare definitioner, minimere administrative byrder og undgå dobbeltregistrering. TEKNIQ bemærker, at flere af de input er blevet hørt, men ikke alle. Særligt kravet om indberetning af fabrikat og model vurderes fortsat at kunne give unødigt administrativt arbejde hos installatørerne.
Netselskaberne arbejder nu på at tilpasse deres installationsblanketter til de nye krav. Der forventes en overgangsperiode med manuelle løsninger, indtil de digitale systemer er på plads. Derfor anbefales det, at installatører allerede nu sikrer adgang til de nødvendige oplysninger fra leverandører og producenter.
TEKNIQ følger implementeringen tæt og vil løbende informere medlemmerne om udviklingen. Målet er fortsat at sikre en implementering, der tager højde for branchens virkelighed og ikke pålægger unødvendige administrative byrder.
Har du spørgsmål eller input, er du meget velkommen til at kontakte os.