Skattestyrelsen sender rykkebreve: Har du husket at betale udbytteskat?
Publiceret:20. feb. 2026
Skrevet af:Frank Barrit, statsautoriseret revisor, BDO
Skattestyrelsen har for nylig sendt breve til omkring 1.000 selskaber, som tilsyneladende har udbetalt udbytte uden at indbetale den udbytteskat, som de er forpligtet til at indeholde.
Ved udlodning af udbytte fra danske selskaber skal der som altovervejende hovedregel indeholdes udbytteskat med 27 % af det deklarerede udbytte. Det gælder i alle tilfælde ved udlodning til privatpersoner, uanset om de bor i Danmark eller i udlandet.
Når det gælder udlodninger til selskabsaktionærer, er billedet mere broget. Der skal ikke indeholdes udbytteskat ved udlodninger til et dansk selskab, uanset hvor stor en kapitalandel dette ejer. Tilsvarende gælder ved udlodning til et selskab i et andet EU-land, hvis dette i skattemæssig forstand kan siges at være den retmæssige ejer af dette.
Når det gælder udlodninger til moderselskaber i lande udenfor EU, afhænger en evt. indeholdelsespligt af skatteaftalen med det pågældende land, men ofte vil der ikke skulle indeholdes udbytteskat. Spørgsmålet bør dog undersøges fra gang til gang.
Den indeholdte udbytteskat skal indbetales til Skattestyrelsen senest den 10. i måneden efter den måned, hvori udbyttet er vedtaget. Selskaber med regnskabsafslutning den 30. september 2025 vil således skulle indbetale udbytteskat senest den 10. marts 2026, hvis de på en generalforsamling i februar måned træffer beslutning om udlodning af udbytte.
Der gælder en særlig frist for indbetaling af udbytteskat af udbytte, der vedtages i december måned. Den skal indbetales senest den 17. januar i det efterfølgende år.
Er sidste rettidige betalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, udskydes fristen til den nærmest følgende hverdag. Visse store selskaber har frist til den sidste bankdag i måneden efter den måned, hvori udbyttet er vedtaget.
I forhold til indbetalingen af udbytteskat er det uden betydning, hvornår restudbyttet – de 73 % - udbetales til aktionærerne.
Selskaber skal oplyse om udbytteudlodninger i felt 37 på oplysningsskemaet, men for at kunne indbetale udbytteskatten skal selskabet også indberette denne i TastSelv Erhverv. Først når dette er sket, oprettes udbyttekravet på selskabets skattekonto, hvorover indbetalingen skal ske.
Når der er tale om unoterede aktier og anparter – altså om værdipapirer, der ikke administreres af Værdipapircentralen – skal der ikke kun oplyses om størrelsen af det vedtagne udbyttet og den indeholdte udbytteskat, men også identifikationsoplysninger for modtagerne af udbyttet.
Rykkerbreve fra Skattestyrelsen
Indberetningen til TastSelv Erhverv volder tilsyneladende nogle selskaber udfordringer, og ikke alle får derfor indbetalt udbytteskatten. Omkring 1.000 selskaber, der har udbetalt udbytte i indkomståret 2024, har således for nylig fået brev fra Skattestyrelsen med en påmindelse om indberetning og indbetaling af udbytteskat.
Tiltaget med at sende breve med en sådan påmindelse er noget, som Skattestyrelsen tidligere har haft held med. Tilbage i december 2024 sendte styrelsen således brev til omkring 500 selskaber, hvilket førte til indbetaling af udbytteskat med ca. 20 mio. kr. Et beløb som alt andet lige nok bliver noget større denne gang, hvor der altså er sendt brev til det dobbelte antal selskaber.
Hæftelse
Selskaber, der i strid med reglerne udbetaler udbytte uden at indeholde udbytteskat, hæfter for den ikke-indeholdte skat medmindre, det godtgøres, at der ikke er udvist forsømmelighed. Det er en bevisbyrde, som i praksis er svær at løfte. Det kan du læse mere om i denne artikel.