Vores elektrikerlærling skal være far til december 2025. Han har over 9 måneders anciennitet i virksomheden på fødselstidspunktet, men vi er i tvivl om, hvad han har ret til af betaling under barslen?
Elektrikerlærlinge har ret til løn under barsel på samme vilkår som svendene på Elektrikeroverenskomsten – forudsat at barnet er født eller modtaget den 1. juli 2025 eller senere, og at lærlingen har mindst 9 måneders anciennitet i virksomheden på det forventede tidspunkt for fødslen eller modtagelsen af barnet.
Forudsætningen er desuden, at virksomheden kan få refusion svarende til den maksimale dagpengesats.
En elektrikerlærling, der bliver far, har derfor ret til løn under:
2 ugers orlov i forbindelse med fødslen, som skal holdes inden for de første 10 uger,
10 ugers øremærket orlov til far/anden forælder,
7 ugers orlov, der kan deles frit mellem forældrene.
Al orlov skal afholdes inden for 52 uger efter fødslen. Betalingen kan maksimalt svare til lærlingens løntrin efter Elektrikeroverenskomstens § 17, stk. 5.1 og 5.2. Forudsat, at elektrikeren på fødsels-/modtagelsestidspunktet har den fornødne anciennitet.
Virksomheder, der udbetaler løn under orlov efter Elektrikeroverenskomsten, kan søge TEKNIQ Arbejdsgiverne om refusion af forskellen mellem den maksimale dagpengesats og den overenskomstbestemte lønudgift. Refusionen kan højst udgøre det til enhver tid gældende maksimumbeløb.
Refusionen vedrører kun den løn, virksomheden skal betale efter Elektrikeroverenskomsten. Lærlingen har derudover ret til yderligere fravær med betaling af barselsdagpenge efter reglerne i barselsloven.
Skulle I fortsat have spørgsmål, er I velkomne til at spørge KVIQ eller kontakte den juridiske afdeling på telefon 43 43 60 00 eller på mail jura@tekniq.dk.