Vi har en medarbejder, der er på barselsorlov og modtager løn under sin barsel. Barselsperioden falder sammen med en helligdag – hvordan skal hun aflønnes den dag?
Medarbejderen skal have den betaling, hun normalt ville få på en søgnehelligdag (SH-dag) og overenskomstmæssige fridage som f.eks. Skærtorsdag og 1. maj. Hvis medarbejderen plejer at få betaling fra søgnehelligdag-kontoen (SH-kontoen), er det denne betaling, som hun skal modtage under barselsorloven.
Det betyder, at hvis medarbejderen normalt modtager betaling fra SH-kontoen på SH-dage, skal hun modtage denne betaling på en SH-dag under barslen. Dette medfører også, at medarbejderen ikke skal have sin almindelige timeløn udbetalt, eftersom hun alene skal have den betaling, som hun almindeligvis ville have fået udbetalt på SH-dagen.
I det tilfælde, hvor penge kommer fra SH-kontoen, vil man som arbejdsgiver ikke kunne få barselsdagpengerefusion, eftersom arbejdsgiveren ikke har en lønudgift, da det er medarbejderen selv, der betaler for helligdagen.
Desuden er det vigtigt at bemærke, at barselsperioden ikke forlænges med helligdage – disse betragtes som en del af orlovsperioden.
Vær opmærksom på overenskomsten
Reglerne for betaling på SH-dage kan variere afhængigt af medarbejderens ansættelsesforhold og den overenskomst, vedkommende er omfattet af. Det anbefales derfor at orientere sig i den relevante bestemmelser i den pågældende overenskomst vedrørende betaling på SH-dage og overenskomstmæssige fridage.
Skulle I fortsat have spørgsmål, er I velkomne til at spørge KVIQ eller kontakte den juridiske afdeling på telefon 43 43 60 00 eller på mail: jura@tekniq.dk.
Få overblikket i overenskomsten:
Du kan finde en oversigt over årets søgnehelligdage her: