En uddannelsesaftale er bindende for begge parter, når prøvetiden er overstået. Nogle gange sker det dog, at lærlingen ønsker at ophæve kontrakten for at søge nye græsgange. I en sådan situation står man som virksomhed ved en skillevej.
Hvis lærlingen ønsker at skifte læreplads, er der mulighed for, at man laver en gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen. Her bliver virksomhed og lærling enige om at stoppe samarbejdet under ordnede forhold, så begge parters ønsker og behov tilgodeses.
I forbindelse med en gensidig aftale har I mulighed for at forhandle om vilkårene. I kan for eksempel aftale:
At lærlingen fortsætter i en måned endnu
At lærlingen færdiggør en specifik opgave
At ophævelsen passer med virksomhedens bemandingsplan
Hvis lærling og virksomhed ikke kan nå til enighed
Det kan være særligt udfordrende, hvis lærlingen ønsker at ophæve uddannelsesaftalen, når han/hun kun har et år tilbage at læretiden. For det er netop her, at virksomheden kan få gavn af de kompetencer, lærlingen har oparbejdet i virksomheden.
Derfor er det sådan, at hvis virksomhed og lærling ikke er enige at afslutte uddannelsesaftalen, og lærlingen alligevel ønsker at stoppe, kan lærlingen lave en ensidig ophævelse. Her kan den ensidige ophævelse udløse et erstatningskrav fra virksomheden over for lærlingen.
Hvis virksomheden ønsker at forfølge et krav mod en lærling, der uretmæssigt ophæver sin uddannelsesaftale, har de mulighed for at kontakte TEKNIQ, der kan indkalde til et lærlingemøde. Ved et lærlingemøde er der mulighed for (der er ingen garanti), at virksomheden kan få medhold i den uretmæssige ophævelse og få tilkendt en erstatning svarende til 14 dages løn fra lærlingen. Virksomheden skal deltage på lærlingemødet.
Hvis lærlingen vælger at udeblive fra virksomheden, kan der også være tale mislighold af uddannelsesaftalen. Her er det vigtigt, at virksomheden kontakter TEKNIQ, inden uddannelsesaftalen ophæves fra virksomhedens side.
Har du brug for sparring om en konkret lærlingesag, er du altid velkommen til at kontakte TEKNIQ for rådgivning på tlf. 43 43 60 00 eller jura@tekniq.dk