Ved årsskiftet lukker den populære Sporskifteordning, som ellers blev gjort permanent i 2024. Ordningen har uddelt økonomisk støtte til ufaglærte og faglærte, som ønskede at skifte spor – ofte med stor gevinst for både medarbejdere og virksomheder.
Hos installationsvirksomheden SIF Gruppen har man haft succes med at bruge ordningen, som har sikret mere efteruddannelse til en bred gruppe af medarbejdere, siger adm. direktør Lars Mejlby.
– Alene i år har vi haft mere end 10 medarbejdere igennem sporskifteforløb og fået udbetalt omkring en halv million kroner. Det har gjort det muligt for os at omskole medarbejderne fra elektriker over i rollen som teamleder, så de ikke længere skal gå i marken, når fysikken siger fra. Når ordningen nu forsvinder, bliver det svært for os at fortsætte i samme tempo, siger Lars Mejlby.
Puljen har dækket både lønkompensation og udgifter til kurser for faglærte, der ønskede at tage en ny uddannelse inden for et nyt specialområde. Men nu er det slut – uden varsel og uden et alternativ.
– Vi er skuffede. Ikke bare fordi ordningen lukker, men også fordi det sker uden forvarsel og uden en plan B. Det havde været rimeligt med en overgangsordning eller noget tilsvarende, for Sporskifteordningen har været en rigtig god ordning for den almindelige elektriker, siger Lars Mejlby.
Fra elektriker til sikringstekniker
I SIF Gruppen har man brugt Sporskifteordningen målrettet til at fastholde og udvikle medarbejdere, som ellers risikerede at glide ud af faget, fordi de ikke længere kunne udføre fysisk krævende opgaver.
– Vi har også brugt puljen til ABA-kurser til elektrikere, hvor for eksempel ryggen har drillet. De er blevet uddannet til teknikere. For os handler det om at få folk videre op ad karrierestigen, så de bliver i branchen og ikke forsvinder ud som rådgivere. Det system, vi har bygget op, virker, men det bliver dyrere at videreføre uden støtte, forklarer Lars Mejlby.
Hvad er Sporskifteordningen?
Sporskifteordningen har til formål at støtte faglærte og ufaglærte i at skifte karrierespor og tage en ny uddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft.
Ordningen kan bruges til at efteruddanne personer med mindst to års erhvervserfaring og uden videregående uddannelse.
Virksomheder kunne få:
Lønkompensation under uddannelsesforløb
Tilskud til kursusudgifter
Mulighed for deltidsuddannelse kombineret med arbejde.
Sporskifteordningen uddelte i 2024 4,1 millioner kroner i støtte til erhvervsrettet efteruddannelse af medarbejdere. I 2025 blev der uddelt 6,6 millioner kroner.
TEKNIQ: Rammer især små virksomheder
Hos TEKNIQ møder lukningen også kritik. Jørgen Prosper Sørensen, chef for uddannelse og arbejdsmarked i TEKNIQ, frygter, at især små og mellemstore virksomheder mister et vigtigt værktøj til efteruddannelse.
– Sporskifteordningen har givet virksomheder mulighed for at investere i deres medarbejdere uden at sprænge budgettet. Det er især de mindre virksomheder, der bliver ramt nu, for de har ikke samme økonomiske råderum til selv at finansiere længere uddannelsesforløb, siger Jørgen Prosper Sørensen.
Det undrer desuden Jørgen Prosper Sørensen, at Sporskifteordningen er blevet nedlagt så kort tid efter, at den blev gjort permanent, da den netop var med til at understøtte regeringens ambition om mere efteruddannelse.
– Formålet med ordningen var i tråd med den politiske ambition om livslang læring og efteruddannelse. Derfor er det svært at forstå, at man nu fjerner et velfungerende redskab – uden at præsentere noget nyt, siger Jørgen Prosper Sørensen.
Fortsætter for egen regning
Hos SIF Gruppen vil man forsøge at videreføre sin interne strategi for karriereudvikling – men det bliver med egne midler.
– Vi vil ikke stoppe med at tilbyde efteruddannelse til vores medarbejdere. Men det er klart, at vi nu bliver nødt til at være mere selektive. Tidligere har vi været mere rundhåndede med den efteruddannelse, medarbejderne fik bevilget – nu skal der regnes mere på det. Det er ærgerligt, for vi kunne se, at det gjorde en forskel, slutter Lars Mejlby, adm. direktør i SIF Gruppen.