TEKNIQ og Dansk El-Forbund inviterer til webinar, der giver konkrete redskaber til en lettere hverdag med lærlinge. Få styr på kommunikationen og bliv klædt på til at håndtere diversitet.
Enkle og brugbare metoder til at gøre samarbejdet med lærlingen lettere. Det er omdrejningspunktet, når TEKNIQ sammen med Dansk El-Forbund inviterer til webinar for virksomhedsejere, lærlingeansvarlige og mentorer i det el-tekniske erhvervsliv.
Webinaret ”Gør samarbejdet stærkere og hverdagen lettere” afholdes den 27. februar 2026 og har til formål at klæde virksomhederne bedre på til at skabe klare aftaler og en tryg arbejdsdag. Det gælder især i arbejdet med de lærlinge, der kan have brug for ekstra støtte eller struktur i hverdagen.
- Vi ved, at hverdagen på byggepladsen eller i servicevognen går stærkt. På webinaret stiller vi skarpt på, hvordan man med små greb kan gøre en stor forskel for lærlinge med f.eks. ADHD, autisme eller ordblindhed. Det handler om at reducere misforståelser og konflikter gennem tydelighed, så opgaverne bliver løst effektivt og sikkert, siger Jørgen Prosper Sørensen, chef for uddannelse og arbejdsmarked i TEKNIQ, der er en af oplægsholderne på webinaret.
Konkrete værktøjer til virksomhederne
På webinaret vil deltagerne desuden møde psykolog Thomas Markersen, der gennemgår de såkaldte "seks lærlingetyper". Derudover bliver der præsenteret specifikke kommunikationsværktøjer som "PIN-koden" og "5:1-reglen", der skal sikre, at feedback og rettelser modtages positivt af lærlingen.
Der vil også være fokus på mulighederne for SPS-støtte (Specialpædagogisk Støtte), og hvordan man som virksomhed bedst vejleder og beskytter unge med forskellige udfordringer.
"Gør samarbejdet stærkere og hverdagen lettere" er en del af TEKNIQ og Dansk El-Forbunds initiativ ”Plads til flere”, der skal styrke inklusion og mangfoldighed i det el-tekniske erhvervsliv.
Webinaret er åbent for alle interesserede og afholdes den 27. februar kl. 10.00 – 11.30.