TEKNIQ: Ærgerlig forsinkelse af nye regler for unges fritidsjob
Publiceret:14. jul. 2025
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
En regelændring, der skulle gøre det muligt for flere unge at tage fritidsjob i for eksempel industrien, trådte ikke i kraft den 1. juli som planlagt. Det er en skam, at de unge ikke får glæde af de nye regler, når de netop nu skal til at begynde i sommerferiejob, mener TEKNIQ.
Sommerferien står for døren og mange unge mellem 13 og 17 år kommer til at bruge en del af ferien på at arbejde i sommerferiejob. Men den nye bekendtgørelse for unges fritidsjob, der skulle gøre det muligt for flere unge at få et fritidsjob i for eksempel industrien, er forsinket.
Bekendtgørelsen trådte ikke i kraft den 1. juli, og det ærgrer underdirektør Maria Schougaard Berntsen.
- Flere virksomheder skal have mulighed for at tilbyde unge et fritidsjob, til stor gavn for den unge som får erfaring med det tekniske erhvervsliv og det at være på en arbejdsplads i det hele taget. De nye regler ville have åbnet endnu flere muligheder, som både virksomheder og unge nu går glip af denne sommer siger Maria Schougaard Berntsen.
Den forsinkede bekendtgørelse er en del af regeringsudspillet ”Flere unge skal have et fritidsjob”. Første del trådte i kraft ved årsskiftet og gav blandt andet unge på 13 år mulighed for at udføre flere lettere arbejdsopgaver og arbejde med og i nærheden af ufarlige maskiner.
Samtidig tydeliggjorde Arbejdstilsynet, at “unge, der stadig går i grundskole, gerne må arbejde i nærheden af farlige maskiner, hvis der er afskærmning eller anden sikring af maskinen, så den unge kan arbejde fuldt sikkerhedsmæssigt forsvarligt i nærheden af den”.
Næste skridt er en gennemgribende forenkling af ungereglerne og bedre vejledning til virksomhederne om reglerne for unges arbejde. Og det er den del, som nu er forsinket.
- Det er virkelig ærgerligt, at den her afklaring ikke er på plads, især fordi vi står lige op til sommerferien. Det er netop nu, at de unge har bedst tid og mulighed for at stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet. Derfor håber jeg også, at de vil træde i kraft hurtigst muligt, siger Maria Schougaard Berntsen.
Ønsker du at ansætte en ung i fritidsjob og er du tvivl om reglerne, så spørg KVIQ eller kontakt TEKNIQ.