TEKNIQ-medarbejderne er på seminar i dag for at blive endnu bedre til at yde dig rådgivning. Derfor er der i dag begrænset telefonisk rådgivning – vi glæder os til at hjælpe dig mandag.
TEKNIQ: Afskaffelse af elafgiften er et grønt gennembrud
Publiceret:21. aug. 2025
Skrevet af:Kathrine Ejdum Kjølberg, Mimi Munch-Jensen
Regeringens forslag om at fjerne elafgiften er et vigtigt skridt mod lavere elregninger, flere grønne valg i hverdagen og en hurtigere elektrificering af Danmark, mener TEKNIQ.
Når det bliver billigere at bruge strøm, bliver det lettere for danskerne at vælge el frem for olie, gas og benzin. Med finanslovsforslaget om midlertidigt at fjerne elafgiften i to år tager regeringen et markant skridt i retning af en mere elektrisk hverdag og en grønnere fremtid.
- Det her er et afgørende gennembrud. Vi har presset på for at få fjernet elafgiften, og nu ser vi resultatet. Når elafgiften forsvinder, får familierne flere penge mellem hænderne og kan lettere tage grønne valg i hverdagen og investere i løsninger som varmepumper og elbiler. Det skaber forandring, vi alle kan mærke, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ.
Mindre afgift og færre stopklodser
Danmark har hidtil haft en af Europas højeste elafgifter – 90 øre per kWh inkl. moms – hvilket har været markant over EU’s minimumssats på 0,8 øre per kWh. Det har været en stopklods for at bruge strøm til opvarmning, transport og hverdagsforbrug. Med regeringens forslag fjernes en barriere, der hidtil har holdt elektrificeringen tilbage.
Med afskaffelsen af elafgiften får elkunden billigere strøm. Samtidig skubber det på udviklingen mod, at den enkelte forbruger producerer og anvender sin egen strøm.
- Det er jo mærkeligt, at en familie med en varmepumpe og et forbrug på under 4000 kwt straffes med høje afgifter. Derfor kommer det her til at skubbe rigtig meget på et marked for intelligente hjem med solceller, batterier og varmepumper, og det giver selvfølgelig ekstra opgaver til det tekniske erhvervsliv, siger Troels Blicher Danielsen.
Kan styrke forbrugertilliden
Forbrugertilliden har været faldende siden juli 2024 og i august landende den på minus 17,2 procent mod 15,7 procent i juli, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
TEKNIQ håber, at forslaget om at fjerne elafgiften vil sende forbrugertilliden i vejret og gøre danskerne mere trygge ved at investere i den grønne omstilling i hjemmet.
- I perioder med samfundsmæssig usikkerhed er det væsentligt at opretholde økonomisk stabilitet gennem politiske tiltag. En reduktion af elafgiften understreger, at den grønne omstilling skal være bredt tilgængelig. Det bidrager til at gøre det mere attraktivt for borgere at vælge elektricitetsbaserede løsninger fremfor fossile brændstoffer, samt at investere i teknologier som varmepumper og solceller, siger Troels Blicher Danielsen.
Godt for klima og pengepung
TEKNIQ understreger samtidig, at lavere elpriser især vil hjælpe dem med de laveste indkomster, som har været relativt hårdest ramt af de høje afgifter. Dermed har afskaffelsen både en grøn og en social dimension.
- Det er sund fornuft og god omstillingspolitik i ét. Mange danskere vil gerne bidrage til den grønne omstilling, men økonomien har ofte sat en stopper. Med lavere elpriser bliver det lettere at tage skridtet mod grønnere valg – hvad enten det gælder varmen i boligen, bilen i indkørslen eller strømmen i hverdagen, siger Troels Blicher Danielsen.