TEKNIQ Barsel lukker – Sådan gør du virksomheden klar til DA Barsel
Publiceret:27. mar. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
TEKNIQ Barsel lukker pr. 30. juni 2026. Fra 1. juli 2026 overgår alle medlemsvirksomheder automatisk til DA Barsel. Overgangen giver mindre administration og automatisk refusion.
Snart bliver der større gennemsigtighed og mindre administration for medlemmerne, når de skal søge om refusion for udgifter til medarbejderes barsel.
Den 30. juni lukker TEKNIQ Barsel, og alle medlemsvirksomheder overgår pr. 1. juli 2026 til DA Barsel, som fremover står for barselsrefusion og bidragsopkrævning.
For virksomhederne betyder skiftet, at refusionsansøgninger bliver automatiseret via Udbetaling Danmark, og at der kommer større gennemsigtighed i barselsrefusionerne.
Konkret betyder overgangen, at virksomhederne ikke længere selv skal ansøge om refusion. Den udbetales automatisk til virksomhedens NemKonto, når der er søgt barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark. Første refusion fra DA Barsel sker ultimo oktober 2026 og dækker orlovsperioder i tredje kvartal 2026.
Ny bidragsmodel kræver kvartalsvis indberetning
Med overgangen til DA Barsel ændres også bidragsmodellen. Virksomhederne skal hvert kvartal indberette og betale bidrag for alle omfattede medarbejdere på individuelt cpr-niveau. Bidraget beregnes som et fast beløb pr. medarbejder, og første deadline for indberetning og betaling er onsdag den 14. oktober 2026.
Indberetningen kan ske enten via virksomhedens lønsystem, et lønservicebureau eller direkte på www.dabarsel.dk ved filupload eller manuel indtastning.
Lønservicebureauerne er orienterede om overgangen til DA Barsel, men TEKNIQ anbefaler alligevel, at virksomhederne allerede nu kontakter deres bureau for at få sat lønsystemet op til automatisk levering af bidragsdata til DA Barsel fra juli 2026.
Opret bruger allerede nu
Virksomhederne kan allerede nu oprette sig som brugere på www.dabarsel.dk med MitID Erhverv. Her får man adgang til at se refusionssager og indberetninger. For at logge på skal virksomheden tilknytte sit MitID Erhverv til Arbejdsgivernes Fælles Login. Har virksomheden ikke allerede en administrator, skal der underskrives en tro og love-erklæring.
På cpr-niveau kan virksomheden se oplysninger om orlovstype og -periode, fraværstimer samt timeløn for den enkelte medarbejder. De aktuelle refusions- og bidragssatser kan findes på www.dabarsel.dk.
Husk at søge om refusion
Selvom TEKNIQ Barsel lukker ved udgangen af juni 2026, vil det være muligt at ansøge om refusion for barsel afholdt t.o.m. 30. juni 2026 fra fonden frem til og med den 30. september 2026. Det vil ikke være muligt at ansøge om refusion i TEKNIQ Barsel efter denne dato.
Der vil blive informeret yderligere i løbet af foråret, hvor der også afholdes et webinar i samarbejde med DA Barsel. Her kan virksomhederne få konkret vejledning om praktikken vedrørende overgangen. Webinarer målrettes medarbejdere i virksomhederne, som i dag håndterer barselsrefusionssager eller lønadministration.
Du kan læse mere om fordelene ved DA Barsel og hvordan du opretter dig som bruger og administrator i DA Barsel selvbetjening her.
Har du spørgsmål til overgangen kan DA Barsel kontaktes på telefon 33 38 94 00 mandag-torsdag kl. 9-15.00 og fredag kl. 9-12.00. Du kan skrive til DA Barsel her.