Vi har desværre problemer med vores telefoner i øjeblikket - Vi arbejder på at løse problemet.
TEKNIQ: Færre medarbejdere, mere AI i staten
Publiceret:18. jun. 2025
Skrevet af:Michael Degn Christensen, Mimi Munch-Jensen
Regeringens aftale om at reducere med 6.500 årsværk i den offentlige administration sender et vigtigt signal. Det er begyndelsen på det nødvendige opgør med bureaukrati, der dræner velfærd og initiativ, mener TEKNIQ.
Det er positivt, at regeringen nu kommer med et ambitiøst arbejdsprogram for at slanke den voksende administration i den offentlige sektor med 6.500 årsværk frem mod 2030, lyder det fra TEKNIQ.
- Bureaukratiet er i dag blevet velfærdens skjulte fjende – både for den offentlige sektor og for de virksomheder, der samarbejder med den. Når den slags får lov at vokse uhæmmet, kvæler det handlekraften. Derfor er det helt rigtigt at tage fat med meget konkrete mål, som de 6.500 årsværk er udtryk for, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ.
Målet med regeringens statslige arbejdsprogram er at nedbringe statens udgifter med mindst 5,5 milliarder frem mod 2030. Planen afspejler regeringens ambition om at komme "unødvendig administration til livs og begrænse statslige bureaukrati," skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Men nedskæringer alene er ikke nok, der skal fokuseres på brugen af kunstig intelligens, så den offentlige sektor ikke svækkes, mener TEKNIQ.
- Hvis ambitionen skal holde, skal vi turde gå videre og fokusere på smartere løsninger med brug af kunstig intelligens – ikke bare nedskæring. Vi har brug for en grundlæggende ombygning af den offentlige sektor. Ikke for at svække den – men for at sikre, at vi bruger ressourcerne på det, der faktisk virker, siger Troels Blicher Danielsen.
Faktaboks
Sådan vil regeringen slanke administrationen:
Administrationsbesparelser mv. for mindst 5,5 mia. kr. frem mod 2030
Digital Taskforce for kunstig intelligens
Sanering af statslige tilsyn
Sanering af statslige regler og krav
Sanering af målsætninger i staten
Måltal for omprioritering fra administration til forskning i selvejesektoren