Onsdag den 9. juli træder USAs varslede gengældelsestold mod EU i kraft. TEKNIQ følger situationen tæt, og sammen med myndighederne har vi et beredskab stående klar til at svare på medlemmernes spørgsmål.
Efter at have været sat på pause i 90 dage, nærmer datoen sig for USA's varslede gengældelsestold mod europæiske varer. Gengældelsestolden er sat til 20 procent, hvilket er 10 procent oveni den annoncerede basistold. Oveni kommer de 25 procents told på stål og aluminium, som blev indført i marts i år.
At toldspørgsmålet nu igen er blevet et centralt emne på den globale dagsorden, betyder nødvendigvis ikke noget hos TEKNIQs medlemsvirksomheder, da det centrale for dem har været toldtarifferne på stål og aluminium, der blev indført allerede i marts. Men man bør genoverveje sin risikospredning, siger underdirektør Maria Schougaard Berntsen.
- Vi befinder os i en helt ny virkelighed, når det gælder handel med USA, hvor den amerikanske administration har flere værktøjer til at påvirke markedsvilkårene, og det øger usikkerheden betydeligt for danske virksomheder. Det betyder, at virksomheder bliver nødt til at forholde sig aktivt til risikospredning – noget mange heldigvis allerede er begyndt på, siger Maria Schougaard Berntsen.
TEKNIQ står klar til at hjælpe
TEKNIQ håber fortsat, at USA og EU-kommissionen vil forhandle sig frem til en løsning, så USA's varslede gengældelsestold ikke træder i kraft den 9. juli.
- Hverken myndighederne eller TEKNIQ holder sommerferie, og vi står klar til at besvare de spørgsmål, som vores medlemmer måtte have. Men jeg håber, at der vil lande en aftale inden tidsfristen, for den uafklarede toldsituation skaber usikkerhed for danske virksomheder.
Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Hvis det ikke lykkedes USA og EU-kommissionen at nå til enighed, har TEKNIQ et beredskab stående klar i samarbejde med myndighederne.
- Hverken myndighederne eller TEKNIQ holder sommerferie, og vi står klar til at besvare de spørgsmål, som vores medlemmer måtte have. Men jeg håber, at der vil lande en aftale inden tidsfristen, for den uafklarede toldsituation skaber usikkerhed for danske virksomheder, siger Maria Schougaard Berntsen.
Skulle USA's gengældelsestold træde i kraft som planlagt den 9. juli, har EU-kommissionen varslet et modsvar, der træder i kraft den 14. juli. Modsvaret inkluderer en genindførsel af told på 10-25 procent på en række varer og produkter.
TEKNIQs anbefaler at følge udviklingen via Virksomhedsguiden.dk, som Erhvervsstyrelsen står bag. Her får du et overblik over, hvordan eksporterende virksomheder generelt påvirkes af told og handel med USA, hvordan betaling fungerer, transitspørgsmål mv.
Derudover kan du finde mere information og vejledning på TEKNIQs hjemmeside, hvor vi har samlet information, guides og gode råd.