TEKNIQ går i valgkamp med budskabet: Danmark skal virke
Publiceret:26. feb. 2026
Skrevet af:Kathrine Ejdum Kjølberg
Der er udskrevet Folketingsvalg, og TEKNIQ går ind i valgkampen med ét tydeligt udgangspunkt: Danmark skal fungere i hverdagen - og det kræver et stærkt teknisk erhvervsliv.
Der er udskrevet folketingsvalg, og danskerne skal stemme den 24. marts 2026. Det er ikke bare et afgørende øjeblik for politikere og partier, men for hele Danmarks retning de kommende år.
TEKNIQ går ind i valgkampen med et tydeligt udgangspunkt: Danmark skal fungere i hverdagen. Energi- og forsyningsløsninger skal leveres stabilt, bygninger og industri skal kunne driftes, og den grønne omstilling skal ikke bare besluttes, men udføres og gennemføres.
Det kræver et stærkt teknisk erhvervsliv - og det kræver de rigtige politiske prioriteringer.
Tiden kalder
Det er også kernen i TEKNIQs kampagne ”Tiden kalder”. Danmark står midt i store opgaver som for eksempel grøn omstilling, oprustning af forsvar og beredskab samt øget digitalisering. Men vi har en tydelig udfordring: Vi mangler faglærte, og vi skal have de rigtige rammer for erhvervslivet.
I valgkampen kommer TEKNIQ til at sætte fokus på flere faglærte og stærkere tekniske uddannelser, bedre rammevilkår for at drive og udvikle virksomhed, politisk forståelse for det tekniske erhvervsliv som en vigtig del af den kritiske infrastruktur og en mere praktisk tilgang til digitalisering og AI, der skal styrke konkurrenceevnen.
Vil du bidrage?
Valgkampen handler også om virkeligheden ude i virksomhederne. Hvis du som medlem vil hjælpe med at sætte fokus på de tekniske fags betydning, for eksempel med et virksomhedsbesøg eller med konkrete erfaringer fra hverdagen, så hører vi meget gerne fra dig.