TEKNIQ: Nu får seniorerne ekstra gode grunde til at udskyde pensionen
Publiceret:05. jan. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Beskæftigelsesfradraget bliver generelt forhøjet i 2026, og det giver lønmodtagere mere økonomisk gevinst ved at arbejde – og seniorer tæt på folkepensionsalderen får ekstra gode grunde til at blive på arbejdsmarkedet.
Seniorer med op til fem år tilbage til pensionsalderen får et nyt og større beskæftigelsesfradrag på op til 37.000 kr. i 2026. Forhøjelsen blev vedtaget i årets Finanslovsaftale.
Og det giver seniorerne et klart incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet.
- For seniorerne betyder det flere penge i hånden og færre økonomiske barrierer, når de vælger at blive længere i job – og det er godt både for den enkelte, for virksomhederne og for kollegaerne, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Og i det tekniske erhvervsliv vælger flere og flere medarbejdere over 60 år at forsætte arbejdslivet. Fra 2014 til 2024 er andelen af medarbejdere over 60 år steget fra 9 til 15 procent, viser en ny analyse fra TEKNIQ.
Nye ordning kan mindske rekrutteringspres
TEKNIQ har i sit politiske arbejde fokuseret på at sikre bedre vilkår for seniorer på arbejdsmarkedet.
Derfor er forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget også et skridt i den rigtige retning i en tid, hvor virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft, mener underdirektøren
- Seniorer har erfaring og viden, som er værdifuld i vores branche. Med det forbedrede fradrag får de bedre økonomiske grunde til at blive i arbejde. Og det styrker både deres trivsel at blive i fællesskabet og virksomhedernes muligheder for at fastholde kompetencerne. Så der er al muligt grund til at minde seniorerne om, at man gerne vil have, at de bliver lidt længere, siger Maria Schougaard Berntsen.
Finansministeriet vurderer, at ændringen også kan bidrage til at mindske presset på rekruttering.
Ordningen omfatter 225.000 personer, som nu vil opleve en betydelig forbedring af tidligere regler, fordi både beløbet stiger og perioden med ekstra fradrag udvides fra to til fem år før folkepensionsalderen.
Det nye seniorbeskæftigelsesfradrag
Gælder fra 2026 for alle 62-66-årige lønmodtagere, fem år før folkepensionsalderen (67 år).
Fradragsprocent: 8,5 % i 2026–2029, stigende til 10 % i 2030.
Maksimalt fradrag: 37.000 kr. i 2026, stigende til 43.800 kr. i 2030.
Skattelettelse: Op til ca. 7.950 kr. efter skat i 2026 for seniorer i arbejde.
Fradraget er et ekstra fradrag, der kommer oven i det almindelige beskæftigelsesfradrag, som i 2026 udgør 12,75 % (maks. 63.300 kr.).
Seniorer får samlet ca. 100.000 kr. i beskæftigelsesfradrag, svarende til en skatteværdi på ca. 25.000 kr.
Lovændringen forventes at træde i kraft i april 2026. Men man kan senere rette din forskudsopgørelse for 2026, så fradraget gælder fra den 1. januar 2026.