Danmark skal have meget mere grøn strøm fra sol og vind – og det skal gå hurtigere. Derfor er regeringen og fem af Folketingets partier blevet enige om en ny aftale, der fjerner flere af de barrierer, der i dag bremser VE-projekter.
Aftalen indeholder 21 initiativer, der skal gøre det nemmere at etablere nye solcelle- og vindmølleprojekter, samtidig med at naboer og lokalsamfund i højere grad bliver inddraget og kompenseret.
Aftalen er ikke perfekt, men den indeholder en række gode elementer, mener Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i TEKNIQ.
Solceller på tag frem for mark
Et af de centrale elementer i aftalen er bedre rammer for opsætning af solceller på offentlige bygninger. Fremover skal kommuner og regioner kunne sætte solanlæg på taget af skoler og plejehjem uden krav om selskabsudskillelse og økonomisk modregning.
– Det betyder grøn strøm dér, hvor den bruges – og mindre pres på værdifuld landbrugsjord. Det er både klimamæssig og økonomisk sund fornuft, siger Nicolai Siegumfeldt.
Samtidig udvides mulighederne for placering af VE-anlæg. Der åbnes for solceller på lavbundsjorde og i byområder, mens vindmøller fremover også kan placeres i nye produktionsskove.
Mindre bureaukrati – mere strøm
Flere af initiativerne skal gøre sagsbehandlingen hurtigere og mere effektiv. Der sættes loft over sagsbehandlingstiden for klager i flere typer sager, og myndighederne får bedre vejledning og mere viden – blandt andet om flagermus, som ofte har forsinket projekter unødigt.
Aftalen lægger også op til bedre muligheder for at integrere batteriløsninger og styrke elektrificeringen.
– Aftalen fjerner centrale barrierer og gør det lettere at sætte gang i nye projekter. Danmark kan nu tage et solidt skridt mod målet om at firdoble sol- og vindenergien frem mod 2030, siger Nicolai Siegumfeldt og tilføjer:
– Med styrkede rammer og lokalt engagement kan vi skabe en energiforsyning, der både er grøn, stabil og økonomisk bæredygtig.
Lokalt ejerskab over den grønne omstilling
Med de 21 initiativer i aftalen bliver kompensationen til naboer til solcelleanlæg fordoblet, mens der samtidig åbnes for salg af billig strøm til naboer og mulighed for, at opstillere kan købe naboers ejendomme, hvis de ønsker det. Der oprettes desuden en ny pulje, der skal understøtte borgerinddragelse og naturhensyn i VE-projekter.
– Den grønne omstilling skal ske sammen med borgerne. Midler til borgerdrevne projekter og lokal dialog er et klogt greb, der kan skabe forståelse, ejerskab og opbakning i lokalsamfundene, siger Nicolai Siegumfeldt.
Faktaboks
Nedslag i aftalen om mere sol og vind på land:
Det bliver nemmere at etablere solceller på kommunale og regionale bygninger.
Forlængelse af eksisterende loft over sagsbehandlingstid for klagesager og udvidelse til også at omfatte andre grønne projekttyper.
Bedre vejledning om samplacering af batterier og VE-anlæg.