
En ny aftale om udenlandsk arbejdskraft er et vigtigt skridt på vejen mod at få flere internationale kolleger til danske virksomheder. Ikke mindst i det tekniske erhvervsliv, lyder det fra erhvervsorganisationen TEKNIQ.
Efter meget langvarige forhandlinger er der nu endelig landet en ny aftale om adgangen til internationale kolleger, hvilket er et vigtigt element i at sikre nok kvalificerede medarbejdere til fremtidens behov, lyder det fra TEKNIQ.
- Det tekniske erhvervsliv står i en situation, hvor adgangen til kvalificerede medarbejdere er en knap ressource. Det kan ikke løses udelukkende ved at få flere på skolebænken eller få flere seniorer til at blive på arbejdsmarkedet. Kolleger fra udlandet er helt afgørende for at matche behovet, der kun vil stige i fremtiden, og derfor er det en vigtig aftale, der nu er landet, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ.
Den nye ordning begrænses til statsborgere fra bestemte lande. For nuværende omfatter ordningen USA, Storbritannien, Singapore, Kina, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova.
- Vi havde allerhelst set en mere ambitiøs tilgang til antallet af lande, som nu er sat på den liste af 16 lande, virksomhederne fremover lettere kan rekruttere fra. Hvis man for alvor vil sikre kvalificerede medarbejdere til fremtidens behov, så må man se bort fra farven på passet og byde bredt velkommen, siger Troels Blicher Danielsen.
Et andet af ordningens initiativer er et krav om ID-kort på medarbejderne på bygge- og anlægsprojekter, hvor anlægssummen er over 100 millioner kroner.
- ID-kort for udenlandske medarbejdere kan være en fornuftig løsning, da det giver tryghed for alle at kunne identificere sig hurtigt. Men det kræver, at løsningen bliver let at håndtere og ikke forvandler sig til en papirtiger, der føjer endnu mere bureaukrati til virksomhedernes hverdag, siger Troels Blicher Danielsen.
-
Sådan bliver du en del af den nye erhvervsordning
For at være en del af den nye overenskomstbaserede erhvervsordning, og kunne rekruttere arbejdskraft fra tredjeverdenslande, skal man være certificeret.
For at blive certificeret skal en virksomhed:
- Være omfattet af en overenskomst, og må alene ansætte udlændinge efter ordningen i stillinger, der er omfattet af disse overenskomster.
- Have valgt tillidsrepræsentation eller indgå en særskilt aftale med den relevante lønmodtagerorganisation om adgang til kontrol.
- Ikke i de seneste to år være pålagt bod i Arbejdsretten eller faglig voldgift for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.
- Vedlægge en serviceattest udstedt af Erhvervsstyrelsen eller tilsvarende dokumentation.
- Have været i drift i minimum to år og have aflagt årsrapport.
Virksomheden skal desuden leve op de betingelser, som allerede i dag gælder for certificering til brug af fast track-ordningen.