Toldtrusler og tøvende markeder begrænser industrien
Publiceret:26. jan. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Mangel på efterspørgsel er fortsat den største begrænsning for metal og- maskinindustrien, viser nye tal. Øget uro omkring internationale handelsvilkår og nye toldbarrierer lægger låg på efterspørgslen.
Der var fuld knald på produktionen i metal- og maskinindustrien i årene under coronakrisen. Men siden er efterspørgslen faldet, og siden november 2023 har over halvdelen af industrivirksomhederne angivet mangel på efterspørgsel som den største produktionsbegrænsning, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Den udvikling ændrede sig ikke i 2025, selvom produktionen lå stabilt.
- Det bemærkelsesværdige er, at så mange peger på mangel på ordrer som den største begrænsning, samtidig med at produktionen ligger nogenlunde stabilt. Det fortæller os, at der er ledig kapacitet, som kan aktiveres, hvis efterspørgslen vender, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Toldtrussel skaber usikkerhed
Hun peger på sikkerhed om told, handelsvilkår og markedsadgang som faktorer, der kan være med til at holde nye ordrer tilbage. For eksporttunge metal- og maskinvirksomheder betyder det, at kalkuler på nye projekter hurtigt kan blive usikre – både hos leverandør og kunde.
– Når handelsvilkår og toldtrusler skaber tvivl om, hvilke markeder man kan regne med, bliver det sværere at lande nye ordrer. Den type usikkerhed kan være en del af forklaringen på, hvorfor efterspørgslen fylder så meget i virksomhedernes svar, siger Maria Schougaard Berntsen.
For mange mindre og mellemstore virksomheder rammer usikkerheden særligt hårdt, fordi enkelte større ordrer kan udgøre en stor del af årsomsætningen. Når kunder i ind- og udland vælger at vente og se, hvordan toldsatser, leveringsbetingelser og energipriser udvikler sig, siver ordrebeholdningen langsomt.
79% af metalvirksomhederne og 88% af maskinvirksomhederne svarer da også til Danmarks Statistik, at de finder det svært eller moderat svært at forudsige forretningssituationen.
Risikoen ved at vænne sig til stilstand
Ifølge Maria Schougaard Berntsen er situationen ikke et udtryk for en svag branche – men for rammevilkår, der holder igen på efterspørgslen. Mange virksomheder har investeret i teknologi, automatisering og grøn omstilling og kan levere – men mangler et mere forudsigeligt marked at planlægge efter.
– Vi skal passe på med at vænne os til stilstand, for vi har potentiale til mere. Tallene peger på en industri, der leverer på trods af alle forhindringerne. Det dokumenterer vores stærke konkurrenceevne og danske virksomheders attraktive produkter og høje kvalitet, siger Maria Schougaard Berntsen.
Hun peger på, at klare og langsigtede handelsvilkår, forudsigelige toldregler og fokus på konkurrencedygtige energiomkostninger er afgørende, hvis metal- og maskinindustrien skal udnytte sit potentiale. Samtidig opfordres virksomhederne til at bruge perioden til at styrke deres robusthed – blandt andet gennem tættere kundedialog, diversificering af markeder og fortsat arbejde med effektivitet og grønne løsninger.
– Virksomhederne har gjort meget af det rigtige i maskinrummet. Nu handler det om, at de politiske rammer ikke spænder ben. Der er brug for stabilitet, så både danske metal- og maskinvirksomheder og deres kunder tør lægge ordrerne på bordet, siger Maria Schougaard Berntsen.