TEKNIQs juridiske teams er på seminar mandag d. 19/1 -Læs mere her
Udskudt registreringsafgift gavner el-varebiler
Publiceret:19. jan. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Elbilernes lavere registreringsafgift er nu fastfrosset til 2027 – og det gælder også for el-varebiler. Det giver det tekniske erhvervsliv et ekstra økonomisk incitament til at vælge el, når varebilsflåden skal fornyes.
Da regeringen og Konservativt Folkeparti i efteråret 2025 indgik en aftale om finansloven for 2026, blev de planlagte stigninger i registreringsafgiften for nul‑emissionskøretøjer udskudt til 2027.
Det omfatter både:
El‑personbiler
El‑varebiler (nulemissionskøretøjer på gule plader)
For virksomheder i det tekniske erhvervsliv betyder det, at de nuværende afgiftsregler for elbiler og el-varebiler videreføres et år endnu. Det reducerer forskellen i anskaffelsespris mellem el‑ og diesel-/benzinvarebiler og gør det lettere at få økonomien til at hænge sammen i en grøn omlægning af service- og montørvogne.
Detaljerede vejledninger fra myndighederne er endnu ikke fuldt opdateret med de nye tal, men lovgrundlaget ligger fast.
Den udskudte registreringsafgift kan bane vejen for, at endnu flere virksomheder vælger at investere i elbiler. I 2025 kørte flertallet af nyregistrerede køretøjer på el for første gang nogensinde, viser nye tal. Samtidig steg antallet af nyregistrerede el-varebiler fra 15 til 31%, en markant fremgang, der nu er skabt grobund for kan fortsætte i 2026.
Husk CO2‑ejerafgiften – også for elbiler
Mens registreringsafgiften fastfryses, stiger den CO2‑baserede ejerafgift på både el-, benzin- og dieselbiler som planlagt i 2026. Den gælder også for virksomhedernes køretøjer.