VE-godkendelsen er fortid - hvad byder fremtiden på?
Publiceret:08. jan. 2026
Skrevet af:Caroline Kristensen
Udfasningen af VE-godkendelsen ændrer spillereglerne. I VE-Installatørsektionen arbejder man allerede mod en ny strategi, mens TEKNIQ Kvalitet fortæller om stort frafald fra ordningen.
I 2025 blev det et farvel til VE-godkendelsesordningen, den statslige ordning for installatører af små VE-teknologier såsom varmepumper, solceller, solvarme og biomassefyr. Mange VE-godkendte virksomheder er derfor begyndt at spekulere i, hvad man nu skal gøre. Skal man holde fast i VE-godkendelsen, selvom kunder måske ikke i samme grad efterlyser det? Eller giver det slet ikke mening?
Hos VE-installatørsektionen vurderer man, at udfasningen kommer til at ændre rammerne for branchen, men ikke kommer til at ændre behovet for professionelle og veldrevne virksomheder.
- Kompetente installatørvirksomheder spiller en central rolle i den grønne omstilling, og det forudsætter høj faglighed, kvalitet i udførelsen og løsninger, der også er økonomisk bæredygtige for kunderne. Det er afgørende for både tillid, konkurrenceevne og branchens fortsatte vækst. Derfor er medlemmerne i VE-Installatørsektionen centrale, siger Ronnie Jensen, der er formand for VE-installatørsektionen.
Hvad var VE-godkendelsesordningen?
VE-godkendelsesordningen var en frivillig godkendelsesordning, der blev indført for at sikre, at installatører og montører af små anlæg inden for vedvarende energi som f.eks. varmepumper, solceller, solvarme, biomassekedler og -ovne havde de nødvendige kompetencer til at stå for installationerne.
Ordningen blev indført i 2013 og fik særlig fart, da man koblede ordningen sammen med tilskud til varmepumper.
Da VE-godkendelsesordningen var aktiv, var omkring 1300 virksomheder under ordningen.
Hos TEKNIQ Kvalitet har man været i kontakt med samtlige virksomheder under TEKNIQ Kvalitet, der var under godkendelsesordningen frem til dens ophør. Her er det indtil videre kun 15 procent, der har valgt at fortsætte. Årsagen til at så mange har stoppet er formentlig en kombination af ønsker om at slanke deres administration og at nedbringe omkostningerne til KLS eller ISO.
- Mange har valgt at opsige ordningen, da den ikke længere giver adgang til tilskudsmidler. Hovedparten er generelt ærgerlige over alle de kræfter og den økonomi, de brugte på at blive godkendt i sin tid, siger Peter Baagø, direktør for TEKNIQ Kvalitet, og fortsætter:
- Derimod ser dem, der ønsker at fastholde ordningen, den fortsat som et konkurrenceparameter og er stolte af at kunne fremvise et certifikat, der dokumenterer, at de fortsat opretholder et ekstra kompetenceniveau, når det gælder installation af VE-anlæg.
Ny strategi på vej
Energistyrelsen har oplyst, at de fastholder listen over VE-godkendte virksomheder frem til 1. januar 2028. Listen er fastlåst, hvilket betyder, at det ikke er muligt at tilføje nye virksomheder, mens det er uklart hvad det betyder for de virksomheder, der ikke længere lever op til kriterierne for VE-godkendelse.
Udfasningen af VE-godkendelsesordningen har fundamentalt ændret vilkårene for VE-Installatørsektionen. Derfor har man igangsat udarbejdelsen af en ny strategi, der skal sætte kursen for sektionens arbejde fremadrettet.
- Vi er en branche, der er kendetegnet ved en stor udvikling. Det er der ikke noget nyt i, og derfor går vi heller ikke i panik, når man fra statens side ændrer vilkårene på området. Men det kræver, at vi tænker os om. Derfor har vi igangsat arbejde med en ny strategi der skal sikre, at vi også fremadrettet understøtter vores medlemmers forretningsudvikling, kompetencer og position i markedet for grønne energiløsninger. Strategien vil blive præsenteret på årsmødet, siger Ronnie Jensen, formand for VE-Installatørerne.