Faderen har ret til to ugers fædreorlov i perioden fra fødslen og 14 uger frem.
De to ugers fædreorlov kan placeres frit i 14 ugers perioden efter aftale med arbejdsgiveren. Faderen har dog altid ret til at placere fædreorloven i tilknytning til barnets fødsel eller dets modtagelse i hjemmet.
Man er som arbejdsgiver forpligtet til at betale medarbejderen løn under orlov, hvis han har mindst 9 måneders anciennitet i virksomheden og er dækket af en af TEKNIQ Arbejdsgivernes overenskomster på fødselstidspunktet, Satserne fremgår af den relevante overenskomst
Udbetaler man som arbejdsgiver hel eller delvis løn til en medarbejder på fædreorlov, er man berettiget til dagpengerefusion fra Udbetaling Danmark samt fra TEKNIQ Arbejdsgivernes barselsfond.
Hvis medarbejderen har kortere anciennitet end 9 måneder i virksomheden, har han ret til barselsdagpenge under fædreorloven fra Udbetaling Danmark.
De to ugers fædreorlov skal som udgangspunkt afholdes i sammenhæng, men kan efter aftale med arbejdsgiveren dog deles i to eller flere perioder. En far kan efter aftale med arbejdsgiveren holde fx. en uges orlov umiddelbart efter fødslen og holde den anden uges orlov i uge 4 efter fødslen.
Orlov kan også efter aftale med arbejdsgiveren holdes som enkeltdage i fx. den 1. uge efter fødslen, i den 3. uge efter fødslen, i den 5. uge efter fødslen osv., forudsat at fraværet ligger inden for de første 14 uger efter fødslen.