
Hos Poul Sejr Nielsen vil de gøre deres del for at tiltrække flere unge til branchen – både via erhvervspraktik, lærlingeindsats og juniormesterlære.
Vi mangler arbejdskraft, det mærker vi hver dag.
2025 er det første år, hvor erhvervspraktik er blevet obligatorisk for eleverne i landets 8. og 9. klasser. Mange kommuner har valgt at have praktikugen i efteråret. Derfor kan der allerede nu være elever, som henvender sig til TEKNIQ-medlemmer med ønsket om at være en del af det tekniske erhvervsliv i en uge.
Hos Poul Sejr Nielsen er uddannelses- og lærlingeansvarlig Annemette Ottesen klar til at tage imod – og det med god grund:
- Vi mangler arbejdskraft, det mærker vi hver dag. Der er kun os selv til at sørge for, at vi får kvalificerede svende ud på den anden side. Her er de helt unge et vigtigt segment og erhvervspraktikken lige så, siger Annemette Ottesen.
Men det er ikke nok at tage imod, man skal også levere varen, når man åbner dørene op til virksomhedens verden:
- Vi skal samtidig sørge for at være både professionelle og ordentlige, når vi skal uddanne lærlinge, så vi sikrer, at de kommer hele vejen rundt om faget. Det er faktisk næsten noget af det vigtigste, uddyber hun.
Der er aldrig kun ét fag i en virksomhed. Vi er alle en del af et større tandhjul, som skal være smurt, hvis det hele skal køre.
Annemette Ottesen har en unik indsigt i området, da hun kommer fra en stilling som uddannelsesvejleder i Brøndby Kommune. Det har lært hende, hvad der skal til, for at praktikugen giver bedst muligt udbytte for både elev og virksomhed.
- Jeg vil gerne have, at der er en skabelon for, hvordan en erhvervspraktik skal se ud hos os. Man skal prøve lidt af det hele, for det er vigtigt at få et bredt billede af, hvordan arbejdsmarkedet ser ud og dermed også, hvor mange forskellige funktioner der er i en virksomhed. Det er afgørende, at de får en idé om, at der er mange veje at gå – også i en virksomhed som vores. En uddannelse som vvs’er eller elektriker betyder ikke nødvendigvis, at du ikke kan blive ved med at dygtiggøre dig og bevæge dig ad andre veje i løbet af din karriere, siger Annemette Ottesen, uddannelses- og lærlingeansvarlig i Poul Sejr Nielsen.
Og det er vigtigt at udnytte muligheden for at nuancere billedet af, hvad man laver i f.eks. en installationsvirksomhed. Annemette Ottesen har til MiniSkills set, at folkeskoleelevers viden om, hvad det vil sige at være vvs’er, er mildt sagt karikeret.
- Der er aldrig kun ét fag i en virksomhed. Vi er alle en del af et større tandhjul, som skal være smurt, hvis det hele skal køre. Jeg ved f.eks. ikke ret meget om hverken el eller vvs, men befinder mig utrolig godt i branchen. Uanset hvad du beskæftiger dig med i dag, er det f.eks. helt afgørende, at du også kan arbejde med it. Også som vvs’er, siger Annemette Ottesen.
Det kan dog være lettere sagt end gjort at få fat i de unge. Det er langt fra alle, der bliver kimet ned af håbefulde teenagere, der er klar på at stifte bekendtskab med det tekniske erhvervsliv.
Jørgen Prosper Sørensen, chef for uddannelse og arbejdsmarked i TEKNIQ.
Hvis man er klar på at have erhvervspraktikanter, kan man med fordel høre sine medarbejdere, om de kender nogen.
- Min erfaring fra min tid som uddannelsesvejleder i Brøndby er, at det typisk er gennem mors og fars netværk, at de unge finder deres praktikplads, og jeg har da også i ny og næ haft montører, som ringer og spørger, om de må tage en folkeskoleelev med, som de har en eller anden relation til – og der siger jeg selvfølgelig altid ja, siger Annemette Ottesen, uddannelses- og lærlingeansvarlig i Poul Sejr Nielsen.
Netop fordi erhvervspraktikpladser er så afhængige af netværk, kan der være fordele at hente ved at være proaktiv, lyder meldingen fra TEKNIQs chef for uddannelse og arbejdsmarked, Jørgen Prosper Sørensen:
- Hvis man er klar på at have erhvervspraktikanter, kan man med fordel høre sine medarbejdere, om de kender nogen, eller man kan kontakte den lokale skole eller kommune. Der er også masser af hjælp at hente i vores tilgængelige materiale. Det er vigtigt at huske, at det kan være motiverende for hele arbejdspladsen og bidrage til den faglige stolthed at have erhvervspraktikanter.
Læs mere om de frit tilgængelige materialer her.