Falskt svendebrev sætter kontrolfunktionerne på prøve
Publiceret:19. feb. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
En medlemsvirksomhed blev for nylig præsenteret for et falskt svendebrev. TEKNIQ opfordrer virksomhederne til at være ekstra opmærksomme, når de gennemgår personfølsomme dokumenter.
En ansøgers svendebrev stak ud, da en medlemsvirksomhed for nylig skulle gennemgå bunken af ansøgere til en ledig stilling. Virksomheden var i tvivl om, hvorvidt svendebrevet var ægte, og da de henvendte sig til EVU, kunne uddannelsessekretariatet bekræfte, at beviset var falskt.
Sagen er nu meldt til politiet, og TEKNIQ opfordrer medlemsvirksomhederne til altid at henvende sig til EVU eller IU med tvivlsspørgsmål vedørende svendebreve.
- EVU og IU har registeret alle svendebreve og dokumenter for faglærte på industri-, elektriker- og vvs-energiuddannelserne. De kan hurtigt slå op og be- eller afkræfte, hvorvidt et svendebrev er ægte. Det fritager virksomheden for selv at skulle bedømme, om dokumentet er ægte eller ej, siger Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ.
Tjek alle dokumenter
Det er imidlertid ikke kun svendebrev, som TEKNIQ og EVU oplever forsøg på bedrageri med. Også kørekort, arbejdstilladelser og opholdstilladelser er eksempler på dokumenter, som virksomhederne skal være opmærksomme på.
- Der bliver stillet stadig større krav til virksomhederne fra myndigheder og forsikring om, at man har dokumentationen for medarbejderne i orden. Derfor opfordrer vi medlemmerne til at være ekstra opmærksomme, når medarbejdere skal fremvise lovpligtige dokumenter. Man kan altid henvende sig til os med tvivlsspørgsmål, siger Linda Nordstrøm Nissen.
Har du spørgsmål til håndteringen af medarbejdernes dokumentation? Så sidder Jura klar til at svare på dine spørgsmål på jura@tekniq.dk eller telefon 43436000.