Ken Thon så noget, de færreste så. Det blev starten på en vild rejse – fyldt med op- og nedture, millionoverskud, markedsnedbrud og ny grøn eksport syd for grænsen.
Mange tænker, at de kan kende et godt tilbud, når de ser det. Men det er de færreste, der – sammen med deres partner – siger deres job op for at overtage en virksomhed med røde tal og en usikker fremtid. For Ken Thon var det ikke en planlagt karrierevej. Det var en beslutning truffet med både hjerte og mavefornemmelse.
Han overtog industrivirksomheden DVI i Nordjylland i 2018, mens den lå i ruiner efter en konkurs. Banken krævede pant i både sommerhus og helårshus – men i stedet fandt Ken Thon en tredje medejer. Sammen købte de virksomheden for én krone og reddede 12 arbejdspladser.
– Det var ikke for pengenes skyld. Det var for at skabe noget, der kunne vokse. Det var et valg med hjertet – og med hovedet, fortæller Ken Thon, i dag direktør i DVI Energi.
Varmepumperne i centrum
Det, der begyndte som et ønske om at bevare noget lokalt, udviklede sig hurtigt til en målrettet forretning med ambitioner. Der blev lagt en ny strategi, hvor varmepumperne kom i centrum.
– Vi kunne se, at hvis vi virkelig ville noget med det her, så skulle vi satse på varmepumper. Og vi skulle ikke bare skrue sammen – vi skulle udvikle, siger Ken.
Det lykkedes. DVI fik hul igennem til større kunder, produktionen blev skaleret op – og i 2022 kunne virksomheden præsentere et overskud på 25 millioner kroner. Det nordjyske industrieventyr var i gang.
Uforudsigeligheden spændte ben
Men da 2022 blev til 2023, ramte virkeligheden.
– Så kollapsede markedet. Regeringen trak tilskuddene tilbage, og folk annullerede deres ordrer fra dag til dag. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Ken Thon.
Han peger på den usikkerhed, der opstår, når rammevilkårene ændres for hurtigt. I Danmark er det især uforudsigeligheden, der spænder ben. Mange forbrugere trak følehornene til sig, og en branche i vækst gik brat i stå.
I stedet for at lukke ned valgte DVI at skifte fokus.
– Vi måtte finde en ny retning. Vi kunne enten give op – eller kigge udad. Og vi valgte det sidste, siger Ken Thon.
Det blev begyndelsen på en ny vækstrejse. I dag går omkring 60 procent af salget til Tyskland – et marked, hvor viljen til den grønne omstilling er tydelig, og hvor rammerne er langt mere stabile.
– I Tyskland vil de den grønne omstilling. Der er en plan, der er stabile rammer. Det gør en kæmpe forskel, at folk har retningslinjer, man kan regne med, siger han.
Tror stadig på Danmark
I Tyskland kan lavindkomstfamilier få op til 75 procent i tilskud til at udskifte deres olie- og gasfyr. Det betyder, at flere tør tage springet – og at virksomheder som DVI kan planlægge deres produktion og investeringer.
– Det gør noget ved hele værdikæden, når forbrugerne har tillid til, at rammerne ikke ændrer sig fra dag til dag. Det giver ro til at handle, siger Ken Thon.
Selvom det danske marked er udfordrende, tror han stadig på potentialet.
– Jeg tror stadig på, at vi i Danmark kan noget særligt. Men vi skal turde tænke langsigtet. Hvis vi vil være en del af den grønne omstilling, skal vi give virksomheder som vores stabile rammer at arbejde under, siger han.