Horsens er udpeget til at huse én af 11 nye industriparker i Danmark, der skal fokusere på at tiltrække forsvarsindustri og højteknologiske virksomheder. Beslutningen vækker glæde hos Blunico-direktør Bo Ulsøe, som ser gode muligheder for området.
Regeringen og en række af Folketingets partier offentliggjorde tirsdag en politisk aftale, hvor 11 områder i Danmark udpeges som kommende industriparker af national betydning. Horsens er én af de udvalgte kommuner.
Aftalen sikrer, produktionsvirksomhederne i de kommende industriparker bliver omfattet af den nye "One stop shop"-ordning, hvilket betyder hurtigere sagsbehandling og bedre rammer for etablering af nye industrivirksomheder.
Hos smede- og bearbejdningsvirksomheden Blunico i Horsens, der også er medlem af TEKNIQ, glæder direktør Bo Ulsøe sig over beslutningen:
– Jeg synes, det er godt for vores område, og jeg har som erhvervsdrivende forsøgt at bakke op om processen. Nu har vi i hvert fald en mulighed for at tiltrække nye, spændende virksomheder til Horsens, som jeg ser det, siger Bo Ulsøe.
Direktøren peger på, at virksomhederne i Horsens Kommune allerede har stærke kompetencer og potentiale til at understøtte en mere avanceret og teknologitung industri.
– Vi har nogle gode industrivirksomheder og uddannelsesinstitutioner – bl.a. VIA University College. Det giver mulighed for at bringe viden fra studiemiljøet ud i virksomhederne og løfte niveauet. Mange kæmper med at tiltrække viden inden for optimering, automatisering og mekanik, og her kan industriparken gøre en forskel, siger Bo Ulsøe.
Ifølge aftalen vil der i industriparkerne være bedre mulighed for at sikre “smidig planlægning” og hurtigere tilladelser.
Bo Ulsøe ser ikke for sig, at Blunico selv flytter ind i den nye industripark, da virksomheden allerede ligger i en eksisterende industripark. Men han forventer, at Blunico vil blive en del af den nye industriparks leverandørkæde.
– Vi bor godt, hvor vi bor, så jeg ser for mig, at vi kommer i spil som total- eller underleverandør til de nye virksomheder i industriparken. Vi kan både understøtte SMV’er og større virksomheder, siger Bo Ulsøe .
Han håber dog, at one-stop-shop-ordningen og visionen om, at produktionsvirksomhederne i de kommende industriparkerne skal have en smidig sagsbehandling og enkel kommunikation med myndigheder, kan blive bredt ud til hele landet.
- Det ville da være dejligt, hvis den tankegang og tilgang bare blev hverdag. Hvis det kan lade sig gøre at sagsbehandlingen bliver mere smidig i de nye industriparker, så kan det nok lade sig gøre alle steder i landet. Så det håber jeg, at man vil brede ud til hele Danmark, siger Bo Ulsøe.