
Trump har i denne uge lagt 25 procents ekstra told på al stål og aluminium, der krydser grænsen ind til USA. Den nye toldsats vil især ramme metalindustrien fra de store vindmølletårne over maskineri til mindre produkter lavet af stål eller aluminium. Toldkrigen er en realitet.
På trods af europæiske forhåbninger om en forhandling i den kommende tid, er det ikke noget, man ifølge underdirektør Maria Schougaard Berntsen skal satse sin forretning på.
- Som virksomhed er man nødt til at implementere forholdsregler svarende til, hvis der var en reel toldkrig i gang. Så selvom der nu er en periode, inden EU’s modsvar træder i kraft, og man håber på forhandlinger i den periode, er man nødt til at tænke i et worst-case-scenarie som virksomhed med kunder i USA, lød kommentaren fra Maria Schougaard Berntsen til TV2 i denne uge.
Trumps told kommer ikke til at trække tæppet væk under den danske økonomi, men den kan få betydning for mindre virksomheder.
- Selvom det i store tal ikke er en stor del af Danmarks eksport, der bliver ramt, kan det godt betyde noget for en virksomhed ude i provinsen, der måske mister 30 procent af sit ordregrundlag på grund af det her, understreger underdirektøren fra TEKNIQ.
Danmark eksporterede sidste år varer til USA for 248 milliarder kroner, hvoraf 4,6 milliarder var stål- og aluminiumsvarer.
Overvejer USA
En af de ramte virksomheder er SØBY, der laver produkter til landbrugssektoren. I slutningen af 2023 tog virksomheden første skridt ind på det amerikanske marked. Der blev indgået en aftale med en forhandler i Florida, men nu er spørgsmålene:
Er det værd at satse på USA med toldkonflikten.
- Vi har en bekymring om, hvorvidt det er den hest, vi skal satse på – og det handler om Donald Trumps handelsbarrierer, siger direktør Mette Frantsen til Børsen.