Jens Volf giver Rundetårn nyt liv og holder gammelt håndværk i hævd

Højt over Københavns tage, på toppen af Christian IV’s gamle observatorium, er et stykke kulturhistorie under kærlig behandling. 

Rundetårns kobberkuppel, der er Europas ældste fungerende observatorium, har gennem årene fået huller, og vandindtrængning har medført rådskader på det underliggende tømmer. Derfor er det tid til en udskiftning af kobberet, og opgaven er lagt i hænderne på medlem og blikkenslagermester Jens Volf.

Med en virksomhedshistorie, der strækker sig tilbage til 1975, og et 50-års jubilæum i bagagen, er det ikke første gang, Jens Volf står med ansvaret for landets kulturarv. Han har specialiseret sig i det klassiske pladearbejde – kobber, bly og zink – og har gennem årtier opbygget den rutine, der kræves for at løse opgaver, hvor standardløsninger ikke slår til.

– Vi er en lille gruppe på en 4-8 virksomheder, der laver de her opgaver. Du kan ikke bare tage en hvilken som helst blikkenslager ude i byen og spørge, om han kan løse det. Det kræver rutine, forklarer Jens Volf om baggrunden for, at netop hans virksomhed blev valgt.

Geometri og træhamre

Selve arbejdet med kuplen er en teknisk disciplin, der kræver stor forståelse for materialernes egenskaber. Det gamle kobber er pillet ned og sendt til omsmeltning, da det ikke kan genbruges, når det først har været bearbejdet.

Jens Volf og hans svende har i flere måneder arbejdet med det nye kobber på værkstedet. De har forberedt de nye baner, også kaldet ”redder”, der skal beklæde kuplen. Det er her, håndværket for alvor bliver sat på prøve.

– Kunsten er at klippe banerne, så de passer. Når man skal klippe en bane til en cirkel, skal den næsten være pæreformet. Hvis du trækker det lige, går det galt. Der er noget kunstnerisk i at tænke sig om og tilpasse formen, når man laver pladen, fortæller Jens Volf.

Tømrerne er færdige med at udbedre rådskaderne i den underliggende konstruktion, og siden slutningen af marts har blikkenslagerne haft travlt med at montere de nye kobberplader. 

– Vi slår ganske forsigtigt med en træhammer. Det handler om at vide, hvordan materialet arbejder – om du skal strække det eller krympe det. Det er en læring, der tager lang tid, siger blikkenslagermesteren.

Mangel på unge hænder

Jens Volf har fem ansatte i sin virksomhed, men det er svært at skaffe nye folk og han frygter, at det gamle håndværk er ved at uddø. Det er blevet svært at rekruttere unge lærlinge til netop blik-specialet. 

Jens Volf oplever, at de unge på erhvervsskolerne sjældent vælger blikkenslagervejen, men i stedet søger mod rørarbejde, ventilation og badeværelser. Det er over seks år siden, at han sidst havde lærlinge i virksomheden, selvom han meget gerne vil have dem i lære. Og han har flere gange oplevet, at også de nyuddannede svende vælger blik-vejen fra.

– Jeg ved sgu ikke hvorfor, men vi har svært ved det. Mine kollegaer på fagskolerne fortæller, at der stort set ikke er nogen, der vælger blik-grenen. Det er muligvis fordi, mange firmaer ikke har blikarbejde, og de unge derfor ikke kommer i kontakt med faget ude i praktikken, lyder vurderingen fra Jens Volf.

Frihed og udsigt

For Jens Volf er det uforståeligt, at faget ikke trækker flere til. Han fremhæver friheden ved at arbejde udendørs og den faglige stolthed ved at forme et stykke metal til noget smukt og varigt, som en kugle eller en inddækning.

– Der er en kæmpe frihed over det her job. Du kan gå rundt på tagene, kigge ud over byen og være i den friske luft hver dag. Det kræver en lille smule kunstnerisk sans at gå ind og sige ”nu vil jeg forme det her stykke blik”. Men man kan udleve det udenfor uden at være lukket inde hele dagen, siger Jens Volf.

Restaureringen af Rundetårns kuppel forventes at skride frem i de kommende uger, og går alt efter planen, bliver kuplet genmonteret til maj.