Julefrokosten kan hurtigt udvikle sig – derfor bør virksomheder sætte tydelige grænser for ansvar, adfærd og alkohol. Advokat Randi Korff Bronée fra TEKNIQ deler sine erfaringer og anbefalinger.
Når en medarbejder kommer til skade til julefrokosten, er det ikke nødvendigvis en privat sag. Hvis arrangementet er afholdt af virksomheden, kan det være en arbejdsskade – uanset om festen foregår i egne lokaler eller ude i byen.
- Sker skaden under en officiel firmafrokost, er det som udgangspunkt en arbejdsskade – også selvom det foregår uden for normal arbejdstid, siger Randi Korff Bronée.
Hun understreger vigtigheden af at sætte en klar ramme for festen:
- Slutter festen officielt klokken 23, og en medarbejder kommer til skade klokken 01, er det, som den klare hovedregel, ikke længere arbejdsgiverens ansvar.
Adfærd og konsekvenser
Tonen bliver ofte mere fri til julefrokosten, men det ændrer ikke på reglerne for god opførsel. Ifølge Randi Korff Bronée bør virksomheder gøre det klart, at normale adfærdsnormer også gælder, når festen går i gang.
- Julefrokosten er ikke en frizone. Medarbejderne har stadig ansvar for deres adfærd – og overtrædelser kan få alvorlige konsekvenser, fortæller Randi Korff Bronée.
Hun henviser til sager, hvor grove hændelser har ført til opsigelser og bortvisninger:
- Hvis en medarbejder f.eks. krænker andre under festen, kan det betragtes som en væsentlig misligholdelse – også selvom det sker med alkohol i blodet, men det er selvfølgelig altid en konkret vurdering, og er man i tvivl, kan man med fordel ringe til TEKNIQ.
Alkoholpolitik med balance
Alkohol er ofte en faktor, når sager udvikler sig. Derfor vælger mange virksomheder i dag at styre rammerne – f.eks. med begrænsede drikkevarer eller billetter.
- Man kan sagtens holde en god julefrokost uden fri bar og høj promille. Det handler om at finde en ansvarlig balance. Hun opfordrer til, at virksomheder tilbyder fælles aktiviteter, der ikke kun drejer sig om alkohol, fortæller Randi Korff Bronée.
En god fest handler ikke om mængden af alkohol, men om fællesskabet. Det kan man sagtens styrke med andre former for samvær.
Kultur året rundt
Ifølge Randi Korff Bronée starter forebyggelsen ikke til julefrokosten – men i den kultur, virksomheden har hele året.
- Hvis man til daglig har en tydelig og respektfuld omgangstone, smitter det af på julefrokosten. Det gør det også nemmere at gribe ind, hvis noget går galt, fortæller Randi Korff Bronée.
Hun anbefaler, at virksomheder melder klare forventninger ud på forhånd – også selvom det kan føles lidt formelt. Det handler ikke om at være den sure chef – men om at tage ansvar som ledelse.
Faktaboks
Fem anbefalinger fra TEKNIQ:
Definér festen tydeligt – Tid, sted og ansvar.
Giv klare forventninger – Sæt ord på, hvad god adfærd er.
Styr alkoholniveauet – Brug fx billetter eller begræns mængde.
Reagér hurtigt – Tag sager alvorligt og undersøg dem grundigt.
Byg en stærk kultur – Klar kommunikation året rundt gør forskellen.