Det er sjældent den fulde moms, der kan fratrækkes i momsregnskabet, når en virksomhed betaler for ansattes private internet, eller betaler for en smartphone, der også bruges privat.
Momsreglerne er glasklare. Der kan kun fratrækkes moms af erhvervsmæssige udgifter. Når en arbejdsgiver betaler for en bredbåndsforbindelse til en medarbejders private bolig – for at denne kan arbejde hjemmefra – kan virksomheden derfor ikke fradrage den fulde moms af udgifterne til internetforbindelsen, fordi medarbejderne også anvender denne til private formål. Det gælder, uanset at godet er skattefrit for medarbejderen, når forbindelsen giver adgang til arbejdsgiverens netværk.
Den begrænsede momsfradragsret gælder også i forhold til smartphones, som medarbejderne betaler skat af, fordi de også bruges privat (fri telefon). For mobiltelefoner, som medarbejderne ikke betaler skat af, fordi de ikke tages med hjem, eller fordi medarbejderne har underskrevet en tro-og-love-erklæring om kun at bruge dem til arbejdsmæssige formål, kan der som udgangspunkt foretages fuldt momsfradrag af telefonregningerne.
I de tilfælde, hvor der kun er begrænset fradrag for momsen, skal der fastsættes en fradragsprocent. Fradragsprocenten skønnes ud fra anvendelsen og vil normalt være markant højere for telefoner – ofte 50 % eller mere - end for privat internet, hvor en fradragsprocent på over 50 % nok kun kan forventes godkendt, hvis der er tale om en medarbejder med mange hjemmearbejdsdage. Ikke overraskende stiger chancen for at få godkendt fradragsprocenten med kvaliteten af grundlaget for det udøvede skøn. Det viser en afgørelse fra Landsskatteretten fra 2022.
Sagen handlede om fastsættelse af fradragsprocenten for momsen af udgifter til multimedier til seks forskellige medarbejdere i en virksomhed, der sælger brændeovne og tilbehør til pejsebutikker i hele Europa.
Virksomheden mente, at der burde gives fradrag for 85 % af momsen. Det beroede på en gennemgang af 10.838 opkald til og fra medarbejdernes telefoner i første kvartal af 2017, hvor medarbejderne for hvert opkald havde kategoriseret dette som enten privat eller erhvervsmæssigt. Konklusionen på denne gennemgang var, at 13,9 % af opkaldene (tidsmæssigt) var af privat karakter, hvilken andel virksomheden havde forhøjet til 15 %.
Skattestyrelsen mente, at den ikke-fradragsberettigede andel af momsen burde sættes til 25 %. Dette begrundede styrelsen med, at en fordeling alene foretaget ud fra opkald ikke nødvendigvis gav et retvisende billede af den private brug af telefonerne, idet disse i stort omfang også bruges til at gå på internettet og til at sende beskeder med.
Landsskatteretten gav virksomheden medhold. Det skete med den begrundelse, at det på baggrund af samtalespecifikationerne udøvede skøn både var sagligt og retvisende, ligesom der med tillægget på de 1,1 procentpoint var taget hensyn til anden anvendelse af telefonerne. Landsskatteretten lagde desuden vægt på, at telefonerne ikke var et generelt medarbejdergode, men alene givet til de seks medarbejdere, hvis jobfunktioner krævede telefoner. Endelig fandt retten, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det af virksomheden udøvede skøn ikke var rimeligt.
Det er som udgangspunkt et krav for momsfradrag, at der foreligger en faktura, som er udstedt til virksomheden. Hvis en medarbejder bare får godtgjort sine private udgifter til telefoni og/eller internet, vil dette udelukke arbejdsgiveren for fradrag for nogen som helst andel af momsen. Kun hvis der er tale om en udgift på under 3.000 kr. eksklusive moms, og regningen ikke er udstedt til medarbejderen (rummer dennes navn), vil en andel af momsen kunne fratrækkes.
