
Fra 1. juli er der nye krav til arbejdsgivere, som stiller indkvartering til rådighed for deres ansatte. Arbejdstilsynet vil føre tilsyn med om boligen lever op til en række krav.
Folketinget vedtog i efteråret 2024 en ny lov, som skal sikre ordentlige og sunde indkvarteringsforhold for ansatte. Dette inkluderer blandt andet, at der ikke må bo for mange mennesker tæt sammen.
Fokus på sundhed og konkrete krav
Arbejdstilsynet oplyser, at den bolig, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for sine ansatte, skal være sundhedsmæssigt forsvarlig og opfylde en række konkrete krav, herunder:
- Der skal være adgang til toilet, drikkevand og tilstrækkelig dagsbelysning, samt vinduer der kan åbnes, så der kan luftes ud.
- Boligen skal have et tilfredsstillende indeklima.
- De ansatte må ikke blive udsat for fugt eller kulde.
- Der må som udgangspunkt højst bo to personer pr. beboelsesrum.
Kravene gælder både for indkvartering på arbejdspladsen og andre steder som villaer, sommerhuse og andre løsninger som containere og campingvogne.
Arbejdstilsynet vil føre tilsyn med at kravene overholdes. Hvis kravene ikke bliver overholdt vil arbejdsgiveren kunne få et påbud fra Arbejdstilsynet.
Læs mere om kravene for indkvartering på Arbejdstilsynets hjemmeside.