Den statslige VE-godkendelse er fortid. Derfor lægges der op til et strategisk skifte, hvor sektionen VE-installatør omdannes til netværket TEKNIQ ENERGI. Hør mere om ambitionerne på årsmødet i Horsens.
Strategiprocessen er afsluttet, og en ny retning er udstukket. Da den gamle VE-godkendelsesordning ikke længere eksisterer, er tiden løbet fra den hidtidige struktur. Derfor ønsker bestyrelsen i VE-Installatør at omdanne sektionen til TEKNIQ ENERGI – et nyt netværk, der skal matche nutidens behov i branchen.
Forslaget skal formelt stemmes igennem på generalforsamlingen den 31. marts, men allerede den 18. marts kan alle interesserede få fuldt indblik i planerne på årsmødet i sektionen.
Markedet flytter sig
Ambitionen med TEKNIQ ENERGI er at skabe en fælles platform for teknologiudvikling og energiteknik i den grønne omstilling, som binder aktørerne sammen på tværs af værdikæden. Det sker som en direkte konsekvens af udviklingen i branchen.
- Markedet flytter sig, og teknologierne smelter sammen ude hos kunderne. Den mulighed skal vi gribe som branche, og derfor ønsker vi at etablere TEKNIQ ENERGI. Her skaber vi et fagligt fællesskab, der afspejler de mange ønsker og behov, man oplever hos kunderne, siger Ronnie Jensen, formand for VE-installatørerne.
Åbent for alle medlemmer
Hvor den tidligere sektion de sidste mange har var tæt knyttet til VE-godkendelsesordningen for solceller, solvarme, biomassefyr og varmepumper, favner det nye netværk bredere. TEKNIQ ENERGI er åbent for alle TEKNIQ-medlemmer, der arbejder professionelt med energiløsninger – uanset om det er varmepumper, ladestandere, solceller, batterier, styring eller andre af de såkaldte prosumer-teknologier.
For eksisterende medlemmer af VE-installatør sker overgangen glidende – man bliver automatisk meldt ind i TEKNIQ ENERGI. Som medlem af TEKNIQ er det gratis at være med i netværket.
Alle er velkomne i Horsens
Medlemmerne af TEKNIQ inviteres til at høre meget mere om omdannelsen til TEKNIQ Energi på det kommende årsmøde, der er åbent for hele branchen. Årsdagen afholdes onsdag den 18. marts hos Brødrene Dahl Klimacenter i Horsens.
Udover præsentationen af det nye netværk byder programmet på aktuelle faglige indlæg:
Propan som kølemiddel i varmepumper – hvad siger reglerne: Asbjørn Vonsild fra Vonsild Consulting giver en status på reglerne.
Fleksibilitet i elnettet: Bjarke Henriksen, Country Manager hos Emaldo, fortæller om installatørernes rolle i fremtidens fleksible energisystem.
VE-Installatør årsmødet finder sted onsdag den 18. marts 2026 hos Brødrene Dahl Klimacenter i Horsens. Dagen indledes med frokost kl. 11.30 og byder på rig mulighed for netværk med kollegaer.