Efter flere år med stigende priser på energi, materialer og transport er der endelig gode nyheder: Nye tal viser, at priserne på energi og transport er faldet markant i 2025. Det giver luft i økonomien – ikke kun hos virksomhederne, men også hos danskerne.
- Det er en meget positiv udvikling. Når det bliver billigere at få materialer frem og holde driften kørende, bliver det muligt at holde priserne i ro over for forbrugerne og skabe plads til investeringer i innovation og grøn omstilling. Det er en tiltrængt håndsrækning efter perioder med høje priser og usikre markeder, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Siden januar i år er fragt blevet 55 procent billigere. Gas er faldet med 28 procent, og el og stål koster omkring 9 og 7 procent mindre end ved årets start.
I praksis betyder det lavere udgifter for de virksomheder, der hver dag sørger for varme i radiatoren, lys i stikkontakten og reparationer i hjemmene.
Stærkere i konkurrencen
De faldende priser betyder ifølge TEKNIQ, at virksomhederne står stærkere i konkurrencen – både herhjemme og i udlandet. Og det frigør midler, der ellers ville være gået til dyr drift.
- Når nogle af de store udgiftsklumper nu falder, giver det ro og mere forudsigelighed – også for forbrugerne. Det er godt for både erhvervslivet og danskerne, og det styrker vores konkurrenceevne internationalt, siger Maria Schougaard Berntsen.
Mere plads til forbedringer og grønne valg
De lavere priser giver mulighed for at tænke fremad.
- Hver krone, der ikke går til dyre energi- og fragtregninger, kan virksomhederne bruge på at udvikle sig og blive bedre. Det kan være nye løsninger, bedre service og mere energivenlige valg, som er afgørende, hvis vi skal fastholde arbejdspladser og tempoet i den grønne omstilling, siger Maria Schougaard Berntsen.
Virksomheder, der havde lavere kobberpriser på ønskelisten, får dog ikke julelys i øjnene. Modsat fragt- og energipriserne er prisen på kobber steget med 33 procent siden årsskiftet.