Tusinder af boligejere er fanget i uvished om deres fremtidige varmekilde. Det gælder både omkostninger og tidshorisont. Derfor kommer TEKNIQ nu med fem konkrete forslag til at få den grønne omstilling op i gear.
Mens de vedvarende kuldegrader får varmeregningen til at stige i øjeblikket, så er udskiftningerne til nye varmekilder fortsat på frysepunktet.
Tusinder af boligejere venter på fjernvarme, der måske aldrig kommer. Det fastlåser dem til dyre gasfyr og bremser den grønne omstilling. TEKNIQ vil derfor skabe klarhed gennem fem konkrete forslag.
Fem år til fjernvarmen
Et af de centrale forslag er, at fjernvarmeprojekter, der ikke har opnået tilslutning nok inden for fem år, automatisk skal nedlægges. Det vil sætte boligejerne fri til at vælge en alternativ løsning uden at skulle gå glip af tilskud, som det er tilfældet i dag.
– Fjernvarme har en høj prioritet mange steder, men mange steder trækker fjernvarmeprojekterne ud. Vi kan ikke byde boligejerne, at de skal leve i uvished i årevis. Derfor skal fjernvarmeprojekter automatisk stoppe, hvis de ikke er realiseret inden for fem år. Det giver borgerne frihed til at vælge en varmepumpe og komme videre, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ.
Klar besked om prisen
Til trods for en klar politisk målsætning om at lukke for gassen til boligopvarmning i 2035, så viser regeringens fremskrivninger, at der forventes at være cirka 120.000 gasfyr tilbage til den tid. Et af problemerne er den manglende gennemsigtighed i de langsigtede omkostninger for de forskellige varmekilder.
– Alt for mange boligejere famler i blinde, når de skal vælge mellem gas, fjernvarme og varmepumpe. De kan ikke få klar besked om pris, tidshorisont eller vilkår - særlig når det gælder fjernvarme. Det betyder for mange danskere, at de ender med at blive på gassen, hvilket skader både klimaet og deres egen økonomi, siger Troels Hartung.
Store beløb at hente
Beregninger viser, at en typisk familie kan spare over 7.000 kroner om året ved at skifte til fjernvarme eller varmepumpe.
– Det er sund fornuft for både klimaet og pengepungen. En familie kan spare op mod 150.000 kroner over et anlægs levetid ved at skifte væk fra gassen. De penge gør bedre gavn hos familierne end i skorstenen, siger Troels Hartung.
Fem konkrete forslag:
1. Overhold fristen for fjernvarmeprojekter – og giv hurtig adgang til tilskud
Indfør en solnedgangsklausul for fjernvarmeprojekter. Fjernvarmeområder skal automatisk nedlægges, hvis der ikke opnås tilstrækkelig tilslutning inden for fem år – uden mulighed for forlængelse. Derefter skal boligejerne hurtigt kunne få tilskud til varmepumper.
2. Gør fjernvarmepriserne gennemsigtige
Indfør krav om en standardiseret prisvisning på fjernvarme og nationale retningslinjer for udtrædelsespriser, så forbrugerne på forhånd ved, hvad de går ind og ud af.
3. Præcisér fjernvarmeselskabernes rolle
Helt eller delvist offentligt ejede fjernvarmeselskaber bør ikke udføre opgaver i direkte konkurrence med private installationsvirksomheder uden for deres naturlige monopolområde.
4. Giv klar og fyldestgørende besked til boligejerne
Gaskunder i områder med planlagt eller godkendt fjernvarme skal have tydelig information om tidshorisonter samt gennemskuelig økonomisk sammenligning mellem gas, fjernvarme og varmepumpe.
5. Styrk tilliden til fjernvarmen
Bestyrelser i fjernvarmeselskaberne bør følge branchens egne anbefalinger for god selskabsledelse, så der er de rette kompetencer og høj gennemsigtighed.