En god gerning betaler sig og de sidste 24 timer har El og VVS Center været i en række landsdækkende medier, fordi de lånte deres mødelokale ud til et cykelhold i problemer.
Benjamin Berlin Lund ved intet om cykling. Faktisk så lidt, at han fik fat i den forkerte mand, da han skulle hilse på den cykelrytter, han spontant havde lånt sit mødelokale til under første etape af årets PostNord Danmark Rundt 2025.
- Jeg kom til at gå forbi ham, da de kom. De andre måtte fortælle mig, hvem der var Magnus Cort, griner Benjamin Berlin Lund, direktør for El og VVS Center i Nexø.
Grunden til, at Magnus Cort og hans holdkammerater pludselig skulle klæde om i virksomhedens mødelokale, var, at cykelholdt UnoX Mobility op til løbsstarten i Nexø på Bornholm var kommet i problemer. Holdbussen var sat ud af spillet, og cykelholdet havde ingen steder at være op til løbets første etape.
- Min gamle overmontør sendte mig et billede fra Instagram, hvor Magnus Cort havde spurgt, om nogen kunne låne UnoX Mobility en autocamper. Så skrev jeg en besked til ham og sagde, at de kunne låne vores mødelokale, for vi ligger lige ved siden af startområdet. Det sagde de ja tak til, siger Benjamin Berlin Lund.
En tur i mediemøllen
På Instagram takkede den professionelle cykelrytter El og VVS Center for hjælpen, og det blev startskuddet til, at direktøren fik 24 timers medieopmærksomhed.
- De ringede fra BT i går og i dag har jeg været i DR, TV2 Sport og lokalavisen. Så man må sige, at jeg har fået sat virksomheden på landkortet i bytte for at låne mit mødelokale ud i tre kvarter, siger Benjamin Berlin Lund.
En tak på Instagram og en tur i mediemøllen er dog ikke det eneste, som El og VVS Center har fået ud af sin gode gerning. Medlemsvirksomheden har også fået et par samleobjekter som tak for hjælpen.
- Jeg har fået et par af Magnus Corts startnumre, som han har kørt med til Tour de France, med autograf på. Og et par kasketter. Så dem må vi selvfølgelig passe godt på, siger Benjamin Berlin Lund.