Regeringens udbud af tre havvindmølleparker giver den klarhed, som branchen har efterlyst, og styrker Danmarks energimæssige uafhængighed, lyder det fra TEKNIQ.
Regeringens tre nye udbud kan skabe et tiltrængt gennembrud for havvindsudbygningen. Klare økonomiske vilkår og et styrket fokus på ansvarlighed giver bedre muligheder for at levere grøn strøm i stor skala, lyder det fra TEKNIQ.
– Det sender et vigtigt signal om, at Danmark fortsat har store ambitioner for den grønne omstilling og ønsker en stærk og stabil vindindustri. Klarhed om rammer og støtte er afgørende for, at virksomhederne kan planlægge langsigtet. Kun på den måde kan vi undgå en gentagelse af sidste års fiasko, hvor ingen bød, siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ.
Både danske og udenlandske havvindproducenter kan nu byde på at opføre tre havvindmølleparker på i alt mindst 2,6 GW i Nordsøen og ved Hesselø i Kattegat. De tre nye havvindmølleparker har mulighed for at få statsstøtte op til et loft på i alt 55,2 milliarder kroner.
Derudover sker udbuddet med en såkaldt 2-sidet differencekontrakt, hvor staten garanterer havvindsproducenterne en fast pris for strømmen og dermed en større investeringssikkerhed.
- Vi står i en skærpet international konkurrencesituation, hvor Trump i USA har skabt usikkerhed omkring amerikanske havvindmølleparker, mens Kina med massiv statsstøtte til sin vindindustri erobrer større og større markedsandele rundt om i verden. Danmark kan ikke se passivt til, mens markedsforholdene ændrer sig hastigt. Derfor er det rigtigt og nødvendigt med en model, der giver havvindsproducenter den fornødne fleksibilitet, der skal sikre grøn energi til både familier og erhvervsliv, siger Troels Blicher Danielsen.