Trumps told underkendt: Det betyder det for din virksomhed
Publiceret:23. feb. 2026
Skrevet af:Jacob Lydom, politisk konsulent i TEKNIQ
Præsident Donald Trumps globale toldsatser er blevet underkendt af den amerikanske højesteret. Bliv klogere på, hvad du fortsat skal være opmærksom på som virksomhed.
I fredags afgjorde USA’s højesteret, at de globale toldsatser, som præsident Donald Trump indførte på sin såkaldte “Liberation Day” sidste år, var ulovlige.
Men betyder det så, at du som virksomhedsejer kan læne dig tilbage og ånde lettet op? Desværre er det ikke helt så enkelt.
Selvom der med dommen er større juridisk klarhed om, hvor grænsen for præsidentens magt til at indføre nye toldsatser går, så er der fortsat stor usikkerhed omkring, hvilken langvarig betydning dommen kommer til at få Trump-administrationens handelspolitik.
For knap havde USA's højesteret afsagt sin dom, før præsidenten havde fundet et nyt juridisk påskøn til at indføre nye globale toldsatser på 15 procent med virkning fra tirsdag den 24. februar. Så selvom dommen kan give danske virksomheder en vis juridisk afklaring, så har Donald Trump altså ikke sådan uden videre tænkt sig at lægge toldhammeren fra sig.
Fortsat told på stål og aluminium
Herudover er det også vigtigt at hæfte sig ved, at højesteretsdommen ikke har underkendt de industrispecifikke toldsatser, der blev indført med henvisning til deres betydning for USA’s nationale sikkerhedsinteresserer (sektion 232). Det gælder blandt andet toldsatser på stål og aluminium som stadig er gældende.
For de af TEKNIQs medlemmer der eksporterer stål- og aluminiumsprodukter til det amerikanske marked, kan det fortsat komme til at påvirke deres afsætningsmuligheder.
Samtidig bliver der lige nu i EU arbejdet intenst på en ny ståltold, der næsten vil halvere den toldfrie importkvote og fordoble tolden på import, der kommer ud over kvoten. Forventningen er, at det vil forøge produktionsomkostninger væsentligt for TEKNIQs medlemmer i aftagerindustrien.
TEKNIQ har i skarpe vendinger kritiseret Kommissionens udspil for dens ensidige fokus på stålværkerne og den manglende forståelse for aftagerindustriens behov.