Bliv en aktiv del af uddannelsen
Hos TEKNIQ får du mulighed for at påvirke og udvikle erhvervsuddannelserne lokalt gennem deltagelse i uddannelsesudvalg, som skuemester eller censor. Dine erfaringer og viden er afgørende for at sikre høj kvalitet, relevant undervisning og gode praktikforløb, der matcher branchens behov. Læs her, hvordan du kan engagere dig, hvad det kræver, og hvilke opgaver du kan få ansvar for.
Lokale uddannelsesudvalg
Uddannelsesudvalgets overordnede opgave er at rådgive skolen og det lokale erhvervsliv i spørgsmål i forhold til de uddannelser, som udvalget repræsenterer.
- At rådgive skolen om tilrettelæggelse af uddannelserne.
- At kvalitetssikre undervisningen.
- At rådgive om kvalitetssikring i uddannelsernes praktikdel.
- At godkende den lokale undervisningsplan.
- At rådgive om udbuddet af valgfrie specialefag jf. det lokale erhvervslivs behov.
- At rådgive skolen om indretningen af værksteds- og undervisningslokaler.
- At rådgive skolen om tilrettelæggelse af skolepraktikken.
- At kvalitetssikre skolepraktikken.
- At medvirke til at udbygge og sikre et godt samarbejde mellem skole og det lokale erhvervsliv.
- At rådgive skolen om praktikpladsopsøgende aktiviteter.
- At rådgive skolen om behovet for konkrete efteruddannelseskurser i løbet af året.
- At understøtte skolen i ansøgninger til fonde og AUB midler.
I forhold til uddannelser i installationsområdet er det lokale uddannelsesudvalg normalt sammensat af tre medlemmer fra henholdsvis TEKNIQ, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.
I forhold til det industrielleområde er det lokale uddannelsesudvalg normalt sammensat af medlemmer fra henholdsvis TEKNIQ, Dansk Industri og Dansk Metal.
Derudover udpeger skolen en repræsentant for ledelsen og lærerne, og udvalget afgør, om der skal udpeges en repræsentant for eleverne. Skolerepræsentanten er sekretær for udvalget, men kan vælge at tage en lærer med som referent.
TEKNIQ repræsentanter i de lokale uddannelsesudvalg udpeges i samråd med de lokale kredsforeninger.
For at blive udpeget som medlem af det lokale uddannelsesudvalg kræves det, at du:
- Er erhvervsaktiv.
- Selv uddanner lærlinge.
- Har lærlinge på skolen.
- Er aktiv på uddannelsesområdet.
Udpegningen til de lokale uddannelsesudvalg sker for en 4-årig periode, og perioden følger valg af erhvervsskolens bestyrelse.
Hvor ofte afholdes møder?
Der afholdes ca. 4 møder årligt i udvalgene, og møderne ligger som regel i dagtimerne.
På møderne drøftes aktuelle uddannelsespolitiske spørgsmål, og der er også mulighed for at diskutere de enkelte skolers kvalitet og udveksle erfaringer.
Årligt heldagsmøde
En gang om året indbyder TEKNIQ og Dansk El-Forbund/Blik- og Rørarbejderforbundet deres respektive repræsentanter i de lokale uddannelsesudvalg til et heldagsmøde, hvor der bliver drøftet uddannelsespolitiske spørgsmål sammen med forbundssiden.
Ligeledes indbydes repræsentanter på det industrielleområde i de lokale uddannelsesudvalg til et heldagsmøde, hvor der bliver drøftet uddannelsespolitiske spørgsmål.
Elektrikeruddannelsen:
I det lokale uddannelsesudvalg for elektrikeruddannelsen deltager en repræsentant for El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat to gange årligt. Der er mulighed for yderligere deltagelse fra uddannelsessekretariatet.
VVS-energiuddannelsen
I det lokale uddannelsesudvalg for vvs-energiuddannelsen deltager en repræsentant fra El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat 1 gange årligt.
Skuemester/Censor
Ønsker du at blive censor/skuemester, skal du henvende dig til TEKNIQs uddannelsesafdeling.
For at kunne udpeges som censor/skuemester kræves det, at du er virksomhedsejer, eller er en del af ledelsen i en virksomhed, der er medlem af TEKNIQ. Desuden skal du være aktiv i uddannelsen af lærlinge, og have en god indsigt i uddannelsens faglige og tekniske indhold.
Kom godt i gang
Industriens Uddannelser sender dig en skuemester- og censorvejledning for din uddannelse. Her kan du læse om karaktergivning, svendeprøveopgaver og andet af relevans for skuemestre (censorer) på netop din uddannelse.
Din første svendeprøve
Industriens Uddannelser kontakter dig op og inviterer dig ud for at overvære en konkret svendeprøve. Du kommer ud sammen med to erfarne skuemestre for at se, hvordan en svendeprøve forløber.
Herefter er du klar til at være skuemester. Industriens Uddannelser kontakter dig et par gange om året og inviterer dig ud som skuemester til svendeprøver.
Skuemesters opgaver i forbindelse med svendeprøven
En skuemesters opgaver er, at
- Vurdere lærlingenes faglige standpunkt i forhold til målene i bekendtgørelsen og vejledningen og i forhold til det niveau, som faget kræver.
- Vejlede lærlingen/skolen om, hvordan eleven bedst støttes, hvis eksamen viser manglende viden eller færdigheder.
- Fungere som kvalitetssikring af uddannelsernes teoretiske og praktiske del.
- Medvirke til - i samarbejde med Erhvervsskolen - at kvaliteten i uddannelserne opretholdes og matcher udviklingen inden for branchen.
Læs mere
Kurser for nyudpegede skuemestre
Før du starter som skuemester, skal du gennemgå et kursus for nye skuemestre. På kurset, der typisk varer en dag, får du en detaljeret indsigt i bekendtgørelser og lovgivning på uddannelsesområdet. Hertil kommer en nøje gennemgang af rammerne for elektrikeruddannelsens prøver samt eksempler på bedømmelse.
En skuemesters opgaver
En skuemesters opgaver er at:
- Vurdere lærlingenes faglige standpunkt i forhold til målene i bekendtgørelsen og vejledningerne til prøverne.
- Vejlede lærlingen/skolen om, hvordan eleven bedst støttes, hvis eksamen viser manglende viden eller færdigheder.
- Fungere som kvalitetssikring af elektrikeruddannelsernes teoretiske og praktiske del.
- Medvirke til - i samarbejde med erhvervsskolen - at kvaliteten i uddannelserne opretholdes og matcher udviklingen inden for branchen.
Der anvendes skuemestre på grundforløbet (GF2), H1-delsvendeprøven, modulniveau 2 samt ved den afsluttende svendeprøve.
Skuemesterguide, vejledning og prøverammer
Det faglige udvalg for elektrikeruddannelsen har udarbejdet en skuemesterguide, der indeholder gode råd til, hvordan du bedst udfører dit job som skuemester.
Skuemesterguiden indeholder blandt andet bedømmelsesskemaer, procedurer/rammer for prøver på elektrikeruddannelsen. Læs her.
Hvad kræver arbejdet som skuemester?
Du skal regne med at deltage som skuemester ved 4-8 bedømmelser årligt.
De afsluttende bedømmelser ligger fordelt over hele året, men der er størst aktivitet i januar og juni, hvor der afsluttes mange grundforløbshold.
Du må ikke skue på et skoleforløb, hvor du selv har lærlinge. Det er EVU, der kontakter dig med henblik på konkrete aftaler.
Årlig konference
En gang om året bliver der afholdt en konference - eller nogle erfaringsudvekslingsmøder - med skuemestrene. Møderne afholdes i forskellige dele af landet, og vi forsøger at melde datoerne ud i god tid.
En censors opgave
En censors opgaver er at:
- Vurdere lærlingenes faglige standpunkt i forhold til målene i bekendtgørelsen og vejledningen og i forhold til det niveau, som faget kræver.
- Vejlede lærlingen/skolen om, hvordan eleven bedst støttes, hvis eksamen viser manglende viden eller færdigheder.
- Fungere som kvalitetssikring af vvs-energiuddannelsernes teoretiske og praktiske del.
- Medvirke til - i samarbejde med erhvervsskolen - at kvaliteten i uddannelserne opretholdes og matcher udviklingen inden for branchen.
De regionale censorkorps
Under TEKNIQ er der etableret tre regionale censorkorps på vvs-energiuddannelsen. Det enkelte korps dækker 3-4 skoler, og der tages hensyn til volumen af lærlinge og dermed antallet af prøver, samt at transporten ikke bliver for lang.
De regionale censorkorps dækker de 3 specialer:
- Vvs-installationstekniker
- Vvs-energispecialist
- Vvs- og blikkenslager
De tre regionale censorkorps er:
- Region Hovedstaden og Sjælland
TEC, Gladsaxe
Erhvervsskolen Nordsjælland, Hillerød
Roskilde Tekniske Skole, Roskilde
EUC-Sjælland, Næstved (GF2 Køge og GF2 i Slagelse udbudt af ZBC)
CELF (Samarbejde med Campus Bornholm)
- Region Syddanmark
SDE, Odense
Hansenberg, Kolding
EUC Syd, Aabenraa
EUC Vest, Esbjerg
- Region Midt/Nordjylland
Herningsholm Erhvervsskole, Herning
Mercantec, Viborg
Aarhus Tech, Aarhus (GF2 i Horsens på Learnmark)
TECHCOLLEGE, Aalborg
Herudover er der etableret et landsdækkende censorkorps for ventilationstekniker specialet.
Ventilationsspecialet udbydes pt. på to skoler, nemlig på Roskilde Tekniske Skole og på TECHCOLLEGE, Aalborg. Her er etableret et landsdækkende censorkorps, sådan at censorerne kan dække grundforløb og svendeprøver på skolerne.
Det er alene TEKNIQ, som har et regionalt censorkorps, for at bidrage til ensartet bedømmelse uanset skole. Blik og Rørarbejderforbundet udpeger censorer lokalt.
Grundforløb
Der udpeges en censor til at bedømme grundforløbet på alle specialer.
Svendeprøver
Til en svendeprøve udpeges to censorer, der sammen med underviseren bedømmer elevernes præstationer ved svendeprøven. Valget af censorer sker ud fra flere kriterier. Blandt andet skal censorerne organisatorisk repræsentere henholdsvis arbejdsgiversiden og arbejdstagersiden i Det Faglige Udvalg. Censorerne bedømmer svendeprøver på H3 (Vvs’er) og H4 (Vvs- og energispecialist, Vvs- og blikkenslager samt Ventilationstekniker).
Censorvejledning
Det faglige udvalg for vvs-energiuddannelsen har udarbejdet en censorvejledning, der indeholder gode råd til, hvordan du bedst udfører dit job som censor.
Censorvejledningen indeholder blandt andet bedømmelsesskemaer, procedurer for afsluttende prøve i vvs-energiuddannelsen samt formularer fra vvs-branchens uddannelsessekretariat.