At ansætte lærlinge er en vigtig investering – både for virksomheden og for fremtidens faglærte arbejdskraft. Men arbejdsgiver skal være særligt opmærksom på de regler og forpligtelser, der gælder, når man indgår en uddannelsesaftale – og hvis man senere ønsker at ophæve den.
Virksomheden skal være godkendt
Før man kan ansætte en lærling, skal virksomheden være godkendt som praktiksted til det pågældende speciale. Man kan ansøge om godkendelse via laerepladsen.dk.
Uddannelsesaftalen skal være korrekt udfyldt
Uddannelsesaftalen mellem virksomheden og lærlingen skal være skriftlig og udarbejdes på den officielle blanket fra Børne- og Undervisningsministeriet der findes her Indgå uddannelsesaftaler . Brug tid på at udfylde den korrekt – mangler eller fejl kan medføre krav om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
Tvistighedsnævnet har flere gange afgjort, at lærlinge har krav på efterbetaling af fx:
Overarbejde og forskudttidstillæg
Pension
Bidrag til Fritvalgskonto
Manglende løn under ferie
I én konkret sag blev en virksomhed dømt til at betale over 100.000 kr., fordi overenskomstens vilkår ikke var fulgt. Derfor er det vigtigt at kende og anvende de rigtige vilkår fra starten.
Ophævelse af uddannelsesaftalen
De første tre måneder af lærlingens ansættelse er prøvetid. I denne periode kan aftalen ophæves med dags varsel, uden at der skal gives en begrundelse. Men vær opmærksom på, at lærlingen stadig er omfattet af f.eks. ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven – f.eks. i forhold til graviditet eller handicap.
Efter prøvetiden er uddannelsesaftalen som udgangspunkt uopsigelig. Den kan kun ophæves:
Gensidigt, hvis både lærling og virksomhed er enige.
Ensidigt, hvis der er tale om væsentlig misligholdelse – hvilket kræver en hel del.
Eksempel: En virksomhed blev dømt for uberettiget ophævelse, selvom lærlingen havde haft over 50 procent sygefravær i løbet af de første 13 måneder.
Selv lukning af virksomheden er ikke nødvendigvis tilstrækkelig grund til ensidig ophævelse. Lærlingen har ret til at få fuldført sin uddannelse – og virksomheden kan risikere at skulle betale godtgørelse ved uberettiget ophævelse.
Gode råd til medlemsvirksomheder i TEKNIQ
Brug altid den korrekte uddannelsesaftale
Undersøg hvilken overenskomst, der gælder for lærlingens uddannelse
Betal løn og ydelser i henhold til overenskomstens bestemmelser
Kontakt TEKNIQ inden man ophæver en uddannelsesaftale
Man kan læse mere om lærlinge på TEKNIQs hjemmeside: Lærlinge. Ved tvivl kan man altid spørge KVIQ eller kontakte TEKNIQ juridiske hotline på tlf. 43 43 60 00.