Fjernvarmeselskaber kan igen tilbyde unit-abonnement

Energiklagenævnet begrunder ophævelsen med, at definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg ikke har ændret sig væsentligt siden 2010, og at den daværende praksis derfor ikke burde ændres. Nævnet vurderer, at når Energitilsynet i 2010 godkendte ordningen, må tilsynet have taget stilling til, at en fjernvarmeunit kan indgå som en del af det kollektive varmeforsyningsanlæg. En problematisk afgørelse, lyder det fra TEKNIQ.

Konsekvenser for markedet

Konkret betyder afgørelsen, at fjernvarmeselskaber igen kan:

• Tilbyde abonnementsordninger som en del af deres hovedvirksomhed
• Låne til units på samme vilkår som til øvrige dele af fjernvarmeanlægget i
  KommuneKredit, hvis kommunen stiller garanti
• Indregne udgifterne i varmeprisen i stedet for at tilbyde ordningen til markedspris

Fra 2010 til 2025: Turbulent forløb om unitordninger

Det har været noget af en rutsjebanetur for ordningen. I 2010 tilkendegav det daværende Energitilsyn, at fjernvarmeselskaber kunne flytte leveringsgrænsen til efter varmeveksleren (fjernvarmeunitten). Det betød, at fjernvarmeselskaber kunne indkøbe, eje, installere og vedligeholde fjernvarmeunits hos kunderne og indregne udgifterne i varmeprisen.

Dermed fik fjernvarmeselskaberne mulighed for at tilbyde abonnementsordninger, hvor kunden ikke selv køber en unit, men i stedet betaler et månedligt abonnement gennem varmeregningen.

I april 2024 vendte Forsyningstilsynet (tidligere Energitilsynet) dog på en tallerken og fastslog i en principiel afgørelse vedrørende Halsnæs Varme A/S, at fjernvarmeunits ikke er omfattet af definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg i varmeforsyningsloven. Derfor kunne udgifter til fjernvarmeunits ikke længere indregnes i varmeprisen.

Nu har Energiklagenævnet så ophævet denne afgørelse, hvilket betyder, at fjernvarmeselskaber igen kan medregne udgifter til fjernvarmeunits i varmeprisen – og dermed tilbyde abonnementsordninger i direkte konkurrence med lokale VVS-virksomheder.

- Det er ærgerligt, at vi nu igen ser en situation, hvor fjernvarmeselskaber med kommunal rygdækning og særlige lånevilkår gennem KommuneKredit kan tilbyde abonnementsordninger i konkurrence med lokale VVS-virksomheder, der opererer på almindelige markedsvilkår. Installation og servicering af fjernvarmeunits er ikke en del af et naturligt monopol, men en ydelse, der burde konkurrenceudsættes, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ.

To forskellige syn på fjernvarmeunits

Forsyningstilsynet argumenterede i sin afgørelse fra 2024 med, at:

"Virksomhed, som indbefatter at indkøbe, eje, installere og vedligeholde fjernvarmeunits i ejendomme [...] ikke kan betragtes som en del af en varmeforsyningsvirksomheds naturlige monopol."

Tilsynet henviste til, at fjernvarmeunits ikke falder ind under definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg i varmeforsyningslovens § 2.

Derimod finder Energiklagenævnet nu, at der i varmeforsyningsloven er hjemmel til at opkræve de nødvendige omkostninger, der er forbundet med en ordning, hvor leveringsgrænsen flyttes til efter varmeveksleren.

Det er bemærkelsesværdigt, at Energiklagenævnet selv påpeger, at det ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt kan overvejes, om der fra lovgivers side bør tages stilling til, hvad der forstås ved et ledningsnet, eller om der skal lovfastsættes en leveringsgrænse for fjernvarmeforsyning.

- Vi noterer os, at selv Energiklagenævnet efterlyser en lovgivningsmæssig afklaring af området. Det understreger, at der er behov for, at politikerne tager stilling til, hvor grænsen egentlig går for et fjernvarmeselskabs naturlige monopol. Fjernvarme er en kollektiv løsning, hvor vi er fælles om de udgifter, som ikke kan afholdes enkeltvis – som rørsystemer og produktionsanlæg. Men installation og service af fjernvarmeunits er en ydelse, der udmærket kan – og bør – leveres på markedsvilkår af virksomheder, der konkurrerer om at levere den bedste og billigste løsning, siger Troels Hartung.