
ÅRSDAG 2025: Et program med fokus på robusthed i en kaotisk verden fik 250 til at deltage på TEKNIQs årsdag i København. Her mødte deltagerne både TEKNIQs administrerende direktør, den danske ambassadør i USA og forsvarsministeren, inden de fik fremtidsråd om rekruttering og et godt stand-up-grin.
Det stærke fremmøde af medlemmer blev budt velkommen til TEKNIQs årsdag af formand Henrik Fugmann, der også bød særligt velkommen til de nye 220 medlemmer, der er blevet en del af TEKNIQ siden sidste årsdag. Derudover pointerede han de udfordringer medlemsvirksomhederne står over for i en tid præget af global usikkerhed:
- Tiden er svær at navigere i for virksomhederne. Skal vi udvide eller vente og se? Hvad betyder næste krise for ordrebogen? Mangel på arbejdskraft og svingende materialepriser gør det absolut ikke lettere. Erhvervslivet er under pres. Det kræver, at det tekniske erhvervsliv står endnu stærkere sammen, sagde Henrik Fugmann til de mange fremmødte medlemmer i København.
Efterfølgende præsenterede han TEKNIQs spritnye kampagne, ”Vi passer på Danmarks kritiske infrastruktur”, der sætter fokus på, hvordan det tekniske erhvervsliv bidrager til et sikkert og robust Danmark.

Formand Henrik Fugmann byder velkommen til TEKNIQs årsdag 2025.
En usikker verden
Årsdagens program var præget af den urolige verden, vi alle lever i. Det blev italesat i en samtale mellem TEKNIQ-direktør Troels Blicher Danielsen og Jesper Møller Sørensen, Danmarks ambassadør i USA, direkte via videolink fra Washington.
Der blev talt om Trump og toldtariffer:
- Først og fremmest tænker jeg, at man som virksomhedsleder i Danmark i 2025 bliver nødt til, i større grad end tidligere, at tage højde for geopolitiske risici. Det indebærer blandt andet, at man genbesøger sin strategi og forholder sig kritisk til, om den i et tilpas omfang har taget forbehold for den uforudsigelighed, som lige nu præger verdenssituationen, sagde Troels Blicher Danielsen til et spørgsmål om, hvordan virksomhedsejere skal forholde sig til Trumps gøren og laden.

TEKNIQ-direktør Troels Blicher Danielsen og Jesper Møller Sørensen, Danmarks ambassadør i USA (med online fra Washington).
I direkte forlængelse af tematikken havde TEKNIQ fornøjelsen af at præsentere forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Han fortalte om Danmarks sikkerhedspolitiske situation:
- Det er en smuk majdag, solen skinner, alt er grønt – så jeg skal nok passe på, at det hele ikke bliver alt for sort. Men der er ingen tvivl, vi er i en svær sikkerhedspolitisk situation. Derfor ser vi også en historisk stor oprustning i Europa og NATO.
Ministeren fortsatte med at klargøre, hvilken rolle virksomheder i det tekniske erhvervsliv spiller i opbygningen af et mere robust Danmark.
- Der er et stort potentiale for at udvikle den danske forsvarsindustri. Derfor kommer vi i højere grad til at række ud til dansk erhvervsliv for at servicere Forsvaret. Det kommer også til at foregå helt lokalt, hvor et større økonomisk råderum til de enkelte kaserner kan betyde flere opgaver lokalt.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsens fortalte om Danmarks sikkerhedspolitiske position og virksomhedernes rolle i opbygningen af et mere robust Danmark.
Generationskløft på arbejdspladsen
Fra en kaotisk tid til en “øm tid”. En tid med flexdage, ærlig træthed og masser af følelser. Anne Sophia Hermansen var klar med et oplæg om, hvordan man forholder sig til de nye generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet i disse år, så man kan skabe arbejdspladser, hvor de ansatte har lyst til at blive.
- Der er ingen tvivl om, at der er forskellige værdier på spil mellem generationerne. Vi står over for en historisk generationskløft. Den største siden 1968. Det fyger om sig med forskelligartede værdier, også på arbejdspladsen – så held og lykke med det, sagde samfundsdebatøren og kulturskribenten med et smil på læben til de erhvervsdrivende i salen.
Hun sammenlignede generationskløften med TV2-programmet ”Balladen om kolonihaven”.
- De unge vil have en høj hæk, så de kan sidde og hygge sig for sig selv. De ældre generationer vil sludre hen over hækken. Det lyder som småting, men det viser en grundlæggende diskrepans, der gennemsyrer alle interaktioner mellem generationerne, sagde Anne Sophia Hermansen.

Anne Sophia Hermansen hjalp salen med at forstå samtiden og dens tendenser.
En tur på ”byggepladsen”
Aftenens sidste indslag var komikeren og tidligere tømrer Anders Nielsen. Han tog konkret fokus fra verdenssituationen ned til ”byggepladsen”, der også er titlen på hans podcast. Det blev til både underholdende og relaterbare kommentarer om hverdagen for en faglært.
Vi ses næste år.

Anders Nielsen fik salen til at grine med indsigt fra sit liv på byggepladsen.